Eventyret starter her

S/Y Navicula Blue• 11. mar. 2026

Navicula har netop sejlet igennem det røde hav, og har inden længe kurs mod Cypern hvor et nyt togt starter.

Af Line Tinggaard

Seventy Seven• 10. mar. 2026

Her et et par billeder fra vores tur i skæregården, på Göteborg siden af sverige - på vej mod Norge.

Af Simon P.

La Mamba• 10. mar. 2026

Her sejler vi i skæregården!

Af Peter A. Thomsen

45° Nord• 7. mar. 2026

Den første tur gik fra Sydney og til Surfers Paradise. En halvlang tur, for to mand. Det tog omkring 10 dage, hvor der både blev sejlet lidt motor og lidt for vinden.

Af Victoria Hein

Seventy Seven• 7. mar. 2026

Så er vinteren snart slut, så vi kan få lidt nyt under kølen.

Af Simon P.

S/Y Miraculix• 17. jul. 2019

Den 12. juli 2019 Det er helt underligt, at det ikke vajer et gæsteflag under sallinghornet mere, men det viser også, at vi nu er ved at være helt hjemme igen. Vi har fået en fin plads ved broen på Høruphav, hvor vi havde fint udkig mod vandet mellem Als og Kegnæs. Da vi aldrig havde været her før, blev vi meget positivt overrasket over denne havn. Der var masser af bådpladser, og de sanitære installationer var gode. Havnefogeden var til stede hele tiden, og der blev tændt op i alle grill's på havnen mellem kl. 17.00 og 18.00. Her i havnen var der mange både fra X-Yachts, og i løbet af eftermiddagen kom der en X-37 ind og lagde sig ved siden af os, så der blev udvekslet mange erfaringer over siden af båden. Senere om aftenen blev vi inviteret over på båden til et par gewesener, og det var hyggeligt. Den 13. juli 2019 Så er der dømt grillning, da Edel i dag har ondt i knæet, gik jeg op og grillede og tog maden ned på båden. Denne aften inviterede vi et par fra Egå, som sejlede i X-40, til et glas vin og havde en hyggelig aften på Miraculix. Den 14. juli 2019 Vi er på vej mod Ærø, da vi i morgen skal møde Katrine, Simon, Mikkel og Rie. Børnene ved ikke, at vi er kommet til Danmark og at vi er  i havnen. Den 15. juli 2015 [video mp4="http://symiraculix.dk/wp-content/uploads/2019/07/IMG_2483.mp4"][/video] Så er der gensyn med familien, og det er over et halvt år siden vi sidst så hinanden, så alle var utroligt glade for gensynet, og vi må jo nok indrømme at i hvert fald nogen af os var meget berørte, og havde tårer i øjnen, så der blev rigtigt kysset og krammet. Om aftenen blev der grillet med mange pølser, og snakket om den tid, som vi ikke havde været sammen. Børnebørnene var bare blevet så store, der sker rigtig meget på 7 måneder. Den 16. juli 2019 Først på dagen tog vi alle sammen den gratis bus til Marstal, da vi skulle bruge en Nordea bank for at få Edel tilbage med en nem-id konto som var blevet lukket under vores rejse. Vi fik om eftermiddagen besøg af Lise og Claus Alexandersen, da de lå i industrihavnen i Ærøskøbing. Om aftenen blev der spillet minigolf, og vinder rækkefølge var vist lidt tvivlsom, men sådan er det bare. Den 17. juli 2019 De har lovet godt vejr de næste dage, så vi sejler mod Dyvig, så vi kan ligge for anker, hvis der er plads, og det var der heldigvis. Vi badede, og det var blevet solskin, men vandet var virkelig koldt syntes vi. Simon og børnene sejlede gummibåd og stod på paddleboard. Om aftenen lavede vi hjemmelavede burgere på grillen og hyggede os. Da vi gik i seng lidt over midnat var der den smukkeste fuldmåne. Vejret bliver bestemt godt i morgen, da det er skippers fødselsdag. Der var ingen vind på sejlturen fra Ærø til Dyvig, og vandet var helt fladt. Indsejlingen til Dyvig er snæver, og ofte står køerne så tæt på sejlrenden, at det er lige før, man kan tage dem på snuden. VI fik lagt et anker ud, og Macha lagde sig på siden af vores båd. Der var ingen vind, så vi lå helt stille. Den 18. juli 2019 - Allans fødselsdag Der var her til morgen fødselsdagssang og gaver på sengen og efterfølgende morgenmad med Simons familie. Det var hyggeligt. Det er et ideelt sted for børn at pjaske, da det er et beskyttet farvand og ingen bølger. Der er meget idyllisk her i Dyvig, og minsandten om der ikke dyrkes vin her også. Den 19. juli 2019 Vi har i dag besluttet at tage til Middelfart. Da ankeret blev taget op var det meget ulækkert, da det var smurt ind i mudder og hele forskibet, ankerspillet og ankerkassen var fyldt med pladder, så der var et større rengøringsarbejde i sigte i næste havn. Der er lidt mere vind i dag, så der sættes sejl, men vi bliver desværre hurtigt nødt til at have hjælp fra motoren for at komme frem. Jeg har været i vandet med snorkel for at kontrollere bunden af båden, og det er underligt, at den kan være så begroet nu, da den blev malet på Antigua i starten af maj med 2 gallon bundmaling før båden blev sendt til England på en damper.  Efter vi havde vasket båden ren for pladder her i Middelfart Marina, kunne vi lige så godt sætte en ny flagsnor under sallingen, nu da Mikkel var her, da vi havde mistet den tidligere i vandet i Caribien med flag. Han klarede turen i masten flot. Nu da Mikkel havde været i masten, ville Katrine også prøve at komme op i masten, og da der ingen vind var, skulle hun helt op til toppen. Det var vist nok med blandede følelser, da hun kom ned. Udsigten havde været god. Den 20. juli 2019 Vi har nu været sammen med Simon, Katrine, Mikkel og Rie siden den 18. juli, så vi må desværre tage afsked med dem i dag, da deres ferie slutter en uge før vi skal være hjemme. Det er selvfølgeligt vemodigt, men denne gang varer det kun 14 dage før vi ser dem igen. Bådene bliver fyldt op med diesel og vi kan sejle ud af Lillebælt i det flotte vejr. På vej mod Lillebæltsbroen spottes flere små marsvin i vandet. Lillebælt har forøvrigt verdens største koncentration af marsvin, der er verdens mindste hval. Vi sejler under den gamle Lillebæltsbro og nord for Strib skilles vores veje for denne gang, da Simon sejler mod Bogense og vi sætter kursen mod Juelsminde, hvor vi aldrig har været før. På vej mod havnen bliver vi kontaktet af Kim og Joan, som var et par vi mødte nord for Spanien, og vi fulgtes med et stykke af vejen mod syd. De havde lige fået båden hjem fra Portugal og vi blev enige om at mødes i Juelsminde, hvilket vi gjorde og det var igen hyggeligt at snakke om turen sydpå, samt vores rejse over Atlanten. Den 21. juli 2019 Det har regnet meget inden for det sidste døgn, og vejrudsigten lover mere regn i løbet af dagen, og næste dag har de lovet regnvejr hele dagen, så vi beslutter os lidt sent at sejle ud af havnen og sejle mod Århus, hvor Vallros og Pamula ligger. Vi er dog enige om, at det ikke er sidste gang vi har været i Juelsminde, da det er en virkelig hyggelig, men stor havn med mange pladser. Vi når frem til indsejlingen ind til Aarhus nogenlunde tørre, men himlen truer hele tiden med at åbne sig op og sende regn ned over os. Det er noget af et nybyggeri de har opført her ved havnen i Aarhus. Man skal hele tiden  holde øje med Molslinien, da der virkeligt er fart på disse både. Ved indsejlingen til Aarhus gamle havn så og hørte vi lige pludselig Søren, Janne, Folke, Anita og Lea, som stod med flag og horn ved indsejlingen. Det var et meget rørende gensyn med dem, og det kunne ikke undgås at få lidt gåsehud og en klump i halsen, da vi så dem. Da vi lagde os ind på en plads, var den pyntet op med flag og balloner, og på kajen var der dækket op med champagne, jordbær, flæskesvær og chokolader. Det var en festlig og overraskende  modtagelse.   Da det nu var over 14 måneder siden vi var taget hjemmefra, og Havnens Perle lå lige i nærheden, som serverede flæskestegssandwich, tog vi hen på den og spiste flæskestegssandwich. Den var stor og det kostede også en rumlen i maven i løbet af natten, da vi ikke var vant til den fede mad. Den 22. juli 2019 Meteorologerne fik i dag ret i deres prognoser med hensyn til regnen, for vi tog ind til Aarhus by og gik rundt, hvorefter vi mødte Søren og Janne i Magasin, og da vi kom ud var det begyndt at regne, og det fortsatte det med resten af dagen. Vi fik dog spist frokost og aftensmad sammen, men indenfor i Aarhus havns klubhus. Den 23. juli 2019 Edel stod op i dag kl. 06.00 for at vaske vores tøj. Vasken gik godt, men tørretumblingen var ikke vellykket, da tøjet ikke kunne blive tørt. Vi besluttede dog at tage det fugtige tøjet ud af tumbleren kl. 10.30, da vi aftenen før havde besluttet at tage til Grenå. Edel lavede tørresnore nede i båden undervejs, og efterhånden fik hun alt tøjet tørt, da vejret i dag slog helt om og det blev solrigt og varmt. Vi fik også tid til at sætte klubflag op under sallingen - KDY, Sejlcenter Nivå og Langturssejlerne. På vej uden for havnen så vi dette sjove fartøj, som var i stand til at foile og det gik stærkt.  Vi nærmer os nu Grenå og vinden løjer og drejer, så nu bliver maskinen igen sat i gang. Om aftenen grillede vi og blev underholdt af først to damer der sang irske viser og senere kom disse to herrer på banen, og så blev der klappet, da de spillede Whisky on the jar - og Folke og Anita serverede en whisky under sangen.  Den 24. juli 2019 Igen i dag har det været flot vejr, og vi lånte et par cykler af Folke og Anita, så vi kunne komme op i byen og få handlet. Om aftenen blev der grillet igen, dog uden musik til. Lea kom i løbet af eftermiddagen i hendes L23 fra Øer med en motor, der ikke ville starte. Så er turen lang, når det kun blæser 3,5 m/s. Den 25. juli 2019 Det var i dag igen meget varmt, og om aftenen fik vi grillet igen.  Den 26. juli 2019 Vi afsejlede kl. 9.15 fra Grenå med kurs mod Hundested, som vi anløb kl. 15.45. Undervejs havde vi badet i det kolde vand, som var på 21,1 grad, hvilket var i underkanten af, hvad vi badede i tidligere. Ved anløb af havnen gik vi desværre den forkerte vej omkring en kompasafmærkning, og båden satte sig i sandet, dog ikke mere end at vi kunne komme fri ved egen hjælp. Om aftenen spiste vi stjerneskud på en fiskerestaurant på havnen. Den 27. juli 2019 Vi fik besøg af Anne og Vagn fra Nivå lige efter vi havde spist morgenmad, hvor vi blev opdateret om, hvad der skete i Nivå Havn. Et kort men hyggeligt besøg. Det begyndte umiddelbart herefter at regne og det blev ved, indtil om eftermiddagen, hvor det klarede op og det blev godt vejr igen, så vi kunne sætte os op på havnen og nyde et glas rosé.  Havnen er pakket med både, men vi fik en god plads foran glashuset, hvor vi også kunne sidde og grille om aftenen.  Den 28. juli 2019 Hundested Havn er fyldt med små kreative forretninger, og det viser også hvad en gammel udslidt fender kan bruges til. Vi havde ellers sat næsen op efter en menu med fisk og skaldyr her til aften, men det viste sig, at der var lukket søndag aften, så der blev handlet i byen og grillet igen i dag. Vi fik en flot solnedgang efter vi havde spist og solen gik ned over Bjørn, en gammel bugser og isbryder, som var i stand til at sende en meget sort røg op af skorstenen, når der skulle laves damp til at sejle på. Den 29. juli 2019 I dag skiltes vores veje, for Pamula sejlede mod Båstad i Sverige og Vallros  og vi sejlede mod Gilleleje, og vi badede igen i det halvkolde vand. Lidt over middag ankom vi til en overfyldt Gilleleje Havn, men vi fandt dog 2 pladser i det sidste bassin, og herefter syntes hele havnen at være overfyldt. Om eftermiddagen blev der badet fra de nye broer, der var bygget oven på de forhøjede moler, og så var det igen grill tid om aftenen.  Den 30. juli 2019 Noget af dagen er gået med at ose i alle forretningerne i Gilleleje, og om aftenen spiste vi ribbenstegssandwich på den lokale pølsebar, hvilket ikke var den største oplevelse, da det var for fed mad. Det viste sig, at hver tirsdag møder man op med sin gamle bil på havnen i Gilleleje, så efter ribbenstegssandwich'en skulle vi ud og se på de prægtige køretøjer, hvor denne gamle Maserati nok var den flotteste, pris +2 mill DKK. Den 31. juli 2019  Regn, regn, regn så vi sejlede ikke til Hornbæk i dag, men sejler i morgen. Vi har i stedet bestilt bord sammen med Vallros på "Far til Fire" her til aften, hvor menuen hver onsdag står på schnitzler. Den 1. august 2019 I dag sejler vi mod Hornbæk, hvor vi i aften skal møde Daniel, Natasja, Anemone og Baldrian, som vi ikke har set i 14 måneder, så det bliver spændende. Vi har sat ARC flaget, da vi nu snart er hjemme, og finder en plads i inderhavnen, hvor børnebørnene kan hoppe af og på båden. Det var spændende at se, om det mindste barnebarn, Baldrian, kunne genkende os, selvom vi havde været på nettet undervejs under vores rejse. Der var en lille smule generthed fra Baldrians side, men det hjalp da han pakkede pakkerne op, en T-shirt med pirathoved på brystet fra Caribien, og en brølende T-Rex, der også kunne gå, som vi havde med fra USA. Det kunne nok være at at han kom op på sæderne, når T-Rex gik rundt på dørken. Anemone var også glad for gaverne, og kjolen med de rigtige mærker på var svær at få af igen.   Vi grillede mad på grillpladsen om aftenen, og børnene kunne lege på legepladsen indtil maden var færdig. Det var en meget hyggelig aften, der dog gik for stærkt, og børnene drønede rundt på legepladsen, men da Baldrian lige var begyndt at undvære bleen om dagen, skete der i dag for mange uheld, og efterhånden var der ikke flere tørre underbukser.  Den 2. august 2019 Der er i dag den sidste hele dag på vores rejse, så morgenmaden var serveret med blødkogte æg, og vejret her til morgen var i dag en af de bedre med dejligt solskin. Her til aften var vi inviteret til middag hos Freedom, som havde et lækkert hus i sidste række før stranden, og med udsigt til havnen. Der blev en rigtig hyggelig aften, hvor mange steder og hændelser undervejs i de sidste 12 måneder blev drøftet, og undervejs gik solen ned over havnen. Den 3. august 2019 Så er dagen kommet, hvor vi skal vende hjem til Nivå, og det er med blandede følelser, dels er vores tur ved at være slut, men til gengæld skal vi nu møde vores familie igen, og alle vores venner og bekendte, det bliver spændende. Kronborg rundes selvfølgeligt om styrbord, som sejlbåde gennem de sidste århundrede har gjort, når de vendte hjem fra en langfart. Vi måtte dog give os god tid, til tider under 2 kn, da vi havde lovet at komme til havnen kl. 14.00. Mellem Sletten og Humlebæk blev vi mødt med flag og trutten af dette prægtige skib, hvor hele vores familie var samlet på. Det var en rigtig flot oplevelse, der fik en tåre eller to frem. Nivå Havn den 3. august 2019 kl. 14.00 Vi kan ikke ønske sig en bedre ankomst til havnen end denne. Masser af flag og trut i hornene. Billederne ovenfor fortæller deres egen historie, for alle var glade og der skal krammes og kysses, og der skal fortælles historier, alt imens der spises chips og nydes øl, vin og vand, og pakkes gaver ud. Det var en fantastisk eftermiddag, og en eventyrlig afslutning af vores lange rejse. De standhaftige blev her, og grillerne blev fundet frem, og efterhånden gik dagen på hæld og mørket indfandt sig, og en lang bevægende dag er ved at ende. Vores tur er nu endt, og vi gerne takke alle, der har fulgt os på vores hjemmeside, og takke alle de mennesker der var mødt op i havnen for at tage imod os. Vi vil også takke alle de både, som vi har mødt undervejs på vores tur, og alle de hyggelige og sjove oplevelser vi har haft med jer. Vi håber, at vi kan ses på et tidspunkt på vand eller land igen. Vores tur tog 444 dage og var på omkring 8100 sm, til sidst havde loggen store problemer med at løbe rundt, så det blev nok til noget mere. Vi har været i over 100 havne undervejs, og sejlet over halvdelen af turen for motor. Alt i alt har det været det hele værd, selvom der har været problemer undervejs, men de kunne løses. Når vi nu sidder hjemme og ser billeder fra turen, kan det ikke undgå, at det trækker lidt igen for at komme ud og opleve nogle af de prægtige steder vi har været.   Og som alle andre dejlige eventyr ender vores også med: Snip, snap, snude nu er eventyret ude. xx

Af Allan & Edel

S/Y Miraculix• 27. jun. 2019

Den 26. juni 2019 Hvis I kan huske fra forrige side, så håbede vi at kunne anløbe Norderney om morgenen ved 04.00-tiden efter 39,5 timers sejlads, hvilket vi gjorde - lidt underligt. Ved indsejlingen sejlede vi efter et blinkende lys, som blinkede på samme måde som de forrige bøjer havde blinket, men det viste sige desværre at være et fyr, der stod på land længere fremme, hvilket vi heldigvis opdagede i tide. Vi fandt bagbordbøje der ikke var langt fra os, men uden lys. Indsejlingen var meget smuk, morgenen var ved at gry, man kunne høre strandskaderne på land, ja selv nattergalen hørte vi ved indsejlingen. Kl. 05.00 lå vi fortøjret og så gik det stærkt med at komme i seng. Vi sov næsten til kl. 13.00 her til formiddag, så lidt trætte havde vi været. Der havde på turen over Nordsøen hele tiden været skibe på skærende kurser, så der skulle holdes udkig og justerer kurser for at komme bedst muligt forbi skibene. Der var heldigvis ingen regn, og på turen langs hollands kyst kom solen frem og temperaturen steg dejligt markant. Natten til i dag har der været store mængder af fiskerbåde, som der skulle korrigeres kurser og fart for. Vi har i de 39,5 timer sejlet 210 sm, meget for storsejl og motor, da der ikke var så meget vind at gøre godt med, alt i alt en fornuftig tur.  I løbet af eftermiddagen skulle der handles, og nu kunne vi se, at vi var kommet til Tyskland, med stort udbud af pølser i glas og andre varer. Om aftenen nød vi hakkebøffer med bløde løg, med en forholdsvis god italiensk rødvin til. Det var jo stadigt koldt her tæt på DK, og nu havde vi jo sejlet hjemad, da alle sagde at der var godt vejr. Vi syntes selv, at vi tilbringer for meget tid om læ pga. af vejret. Den 27. juni 2019 Vi er i dag stået op til samme kolde vejr som i går, så formiddagen går med forskellige ting på PC'en m.v., og om eftermiddagen tager vi igen op og handler, men denne gang går vi ind til Norderney by, som viser sig at være en spændende by med forretninger, cafeer og masser af hoteller. Hvis man kommer på disse kanter i båd, er havnen og byen et besøg værd. Der er indkøbsmuligheder lige i nærheden, enten i Edeka eller Penny Marked. Den 28. juni 2019 Temperaturen er stadigt omkring 14 grader, så vi er meget i tvivl om vi skal besøge Helgoland på vejen ind mod Kielerkanalen. For at komme til Helgoland skal man passerer trafiksepareringen korrekt, og hvis vi skal til Helgoland, kommer vi til at sejle lige mod vinden, og temperaturen er stadigt lav, så vi fortsætter mod Cuxhaven, hvor vi anløber omkring kl. 20.00. Før Cuxhaven løjer vinden yderligere, så nu skal motortrekanten i spil, for vi vil ikke stoppes af det tyske polizei, og betale en bøde for dette. Det holder ellers hårdt at få Allan til at sætte denne trekant, men denne gang lykkedes det for mig. Vi nærmer os nu Cuxhaven, og vejret er blevet helt "pænt", og vinden har lagt sig yderligere. Vi diskuterer lidt ombord, hvor vi skal ligge i indsejlingen for ikke at få en bøde, som på vejen ud for 13 måneder siden, men beslutter at ligge inden for de grønne bøjer helt inde ved land. Vi tog den første havn vi kom til på styrbord side, og fandt en plads inderst i havnen. Her er der de samme faciliteter som i den dyreste havn i England, hvor vi måtte betale over 500 kr. for en overnatning, og her betaler vi kun 20 EUR for en overnatning. Den 29. juni 2019 Cuxhaven by er hyggelig, og vi har besluttet at vi tager en dag mere her i byen, finder den lokale Lidl, og nu bliver det interessant for nu er priserne det halve af hvad de var på Norderney, hvor det var billigt i forhold til England. Hele Cuxhaver er omkrandset at volde, og hvor der er veje er der porte som kan lukke, hvis der kommer en stormflod. Lige under Edel viser et skilt hvor højt vandet stod i 1962, men lige 2 trin under stod årstallet 2013, som ikke er lang tid siden. Lige bag hvor vi ligger, er der en parkerings-/overnatningsplads for mobil homes, som vi havde talt om tidligere, men hvor vi ikke fandt det interessant, før vi så denne konstellation med en Smart på en hænger bag en stor mobilhome. Det mente Edel godt kunne være noget for os, den dag vi ikke længere kan sejle. Efter en lang bytur er det jo dejligt at kunne sidde og slappe af i en af de lokale strandstole. Farven fra Caribien er ikke helt forsvundet endnu. Den 30. juni 2019 Solen skinner i dag, og på havnekontoret siger de, at tidevandet vender kl. 06.00, så hvis man skal op mod Kielerkanalen, skal man tidligst af sted  kl. 08.00 i dag, så vi beslutter at tage ud af havnen kl. 10.00. På vej op af Elben havde vi en medstrøm på 3 kn., så turen fra Cuxhaven til Brunsbüttel var overstået på ca. 2 timer, og med fuld sejlføring. Slusen i Brunsbüttel er i øjeblikket i gang med at blive udvidet med en 5. sluse, som er noget bredere og længere end de eksisterende. Kielerkanalen  er en 98 km lang kanal som forbinder Nordsøen ved Brunsbüttel med Nordsøen ved Kiel-Holtenau. Den adskiller geografisk det meste af Jylland fra resten af det kontinentale Europa. Gennemsnitligt spares der 280 sm (519 km) ved at bruge Kielerkanalen i stedet for at gå nord om Jylland.  Kanalen er en af verdens mest benyttede kunstige kanaler. Kanalen blev bygget som erstatning for Ejderkanalen, der havde for lille kapacitet til at håndtere den stadig voksende dampskibstrafik. Den blev påbegyndt i 1887  og blev indviet i 1895, og var oprindelig 67 m bred og 9 m dyb, men i perioden 1907-1914 blev kanalen udvidet til 102 m bredde og 11 m dybde. Vi tager sejlene ned uden for sluserne foran Brunsbüttel, og ser at der blinkes hvidt, som betyder at vi må sejle ind i slusen, hvilket vi gør med det samme. Vi får hurtigt lagt et par fortøjninger ind til slusen, og venter nu på at vandet stiger. Det er dog med lidt vemod at stå i slusen, og tænke på, at nu er vi "næsten" hjemme og har over 13 måneders tur bag os. Vi sejler hen til havnen i Brunsbüttel, og da vi skal ordne storsejlet, beslutter vi at nu er det slut med at bruge reb 2 på vores fortsatte rejse, og rebet pakkes sammen. Den 1. juli 2019 Meteorologerne har lovet en masse vind de næste dage, så vi vil sejle lige forbi Rendsburg til den lille havn Schreiber Marina, hvor vi vil vente på at vinden løjer. Vi prøver at sætte storsejlet undervejs, men må opgive at have det oppe, da vinden hele tiden ændrer retningen. Turen gennem kanalen er hyggelig, og man hører hele tiden fuglekvidder i træerne langs kanalen og ser mange svaner og gæs. Vi får en god plads ved en y-bom med stævnen mod vinden, og for første gang siden vi tog hjemmefra bliver "kludestuen" fundet frem og sat på, så vi kan sidde oppe. Den 2. juli 2019 Det er gratis at låne cykler, så det gør vi, og undersøger området. Havnen kan anbefales dem der vil sejle gennem kanalen, da der er stille og hyggeligt her med fine badefaciliteter, dog underligt at herrerne skal betale for badet, når det er gratis for kvinder. Indkøbsmuligheder er der 15 minutters cykeltur til. Den 3. juli 2019 Lige over for havnen hvor vi lå i, ligger et af de fineste værfter for store luksusyachter. På billedet ses en i dokken, ellers ses mange af de skibe de har bygget på de mondæne steder i verden. Selv her i kanalen opfostre man fisk til brug i restauranter. Der skal holdes ind til siden, når man møder sådan en stor damper. Nu skal der tjekkes fendere og fortøjninger, for nu skal vi sluses ud i Østersøen. Det hele går stille og roligt, og vi har ingen problemer med betalingen her i slusen, da vi allerede har betalt for sejladsen på kanalen og sluserne i Brunsbüttel. Vi har fået en plads i dag i havnen i Laboe, men vi kan kun ligge en nat på pladsen, så vi skal flytte i morgen. Der er ingen andre på stranden end mågerne i det kolde og blæsende vejr, selv om solen skinner. Den 4. juli 2019 Så er der dømt råhygge med pandekager og en en lille whisky likør i kaffen, for i dag er det igen koldt og blæsende udenfor. Vi skulle jo flytte plads i dag, da ejeren af pladsen skulle komme hjem i eftermiddag, så det gjorde vi. Vi ville bakke båden ind på pladsen for at få stævnen op mod vinden, men da forskibet på båden er for let i denne kraftige blæst, måtte vi opgive dette, da der var risiko for at beskadige båden ved denne manøvre. Vi lå så lige over for pladsen vi havde ligget på, og det viste sig, at ejeren ikke kom hjem alligevel. Den 5. juli 2019 Da der ikke var noget at tage sig til udendørs i Laboe i dette vejr, besluttede  vi at vi ville sejle over til Strande på den anden side af Kieler bugten, for at komme lidt mere i læ af landet, en tur på svimlende 2,6 sm. På billedet ses  marine mindesmærke for faldne tyske sømænd under 1. og 2. verdens krig, og en ubåd  placeret foran monumentet. Under jorden er der et stort rum, hvor alle tyske både der er er sunket under krigene er nævnt,  et sted der for os er lidt dystert. Da vi kom frem til Strande, kunne vi ikke dreje nok til bagbord side, så det skulle undersøges hvorfor det ikke var muligt at dreje lige meget til begge sider. På en eller anden måde var selvstyrerens arm kommet over på den anden side af ror trekanten, så den ramte på motoren til selvstyreren. Det var måske derfor vi havde problemer med at manøvrerer i Laboe havn. Det er lidt underligt at tænke på, hvordan Allan kan komme ned i det bagerste magasin, for han er helt væk. Den 6. juli 2019 Ærgerligt at vejret ikke var bedre, for Strande må være perlen i Kieler Fjorden hvis solen var kommet frem, og temperaturerne havde været højere. Ikke et eneste menneske på stranden. Edel havde ellers drømt om at bade her. Den 7. juli 2019 Meteorologerne havde i dag lovet at vinden ville falde lidt, og gå lidt mere i vest, så det skulle være muligt at sejle nordpå mod Maasholm ved Sliens udløb i Østersøen. Det går desværre ikke altid som meteorologerne lover, for der var stadig meget vind, over 10 m/s og stadig fra nordvest, så motoren blev startet igen, og kursen blev lagt ind mod Damp under land for at få bølgelæ, og så det var muligt at falde af og sætte sejl igen, hvilket vi gjorde sammen med de andre sejlbåde. Vi fandt os en rigtig god plads med stævnen mod vinden, og solen var på det sidste stykke vej kommet frem, så nu så alt meget bedre ud. Den 8. juli 2019 Maasholm havn og by er meget hyggelig, og vi tog rundt i byen for at udforske den. Igen er der de store parkeringspladser til mobilhomes, så vi spurgte os selv, om der ikke var nogen mere der benytter telt eller campingvogn. Dagen før havde der været stor byfest her. Den 9. juli 2019 Vi forlader nu Maasholm og sejler ud af Slien sammen med mange andre både, for i dag skinner solen og vinden har løjet noget, og skulle komme fra vest med 6 m/s, men udenfor tager vinden til igen og drejer mod nord vest, den retning vi skal, hvad har vi dog gjort ved de højere magter. Vi sejler nu nordpå, og pludselig kan vi i det fjerne se Danmark, Als, foran, og det er nu snart 14 måneder siden vi forlod Danmark, så pludselig føler vi, at nu er vi snart hjemme hos familien og vennerne igen. Vi sejler dog helt ned i bunden af Flensborg Fjord, før vi tager mod Danmark, hvor vi finder en plads mellem alle de andre danskere, og det er lidt underligt, for det er første gang vi ser flere danske skibe på samme sted. Nu kommer det store problem om, hvornår vi skal over på Hansens Brauerei, i dag eller i morgen. Beslutningen bliver i dag, og vi får bestilt den sædvanlige Grilled Schwein Haxel med et par lokale øller til. Man kan ikke besøge Flensborg uden at være på dette sted. Vi var meget heldige, for vi fik det sidste bord indendørs uden at vi havde reserveret plads. Den 9. juli 2019 Dagen i dag skulle bruges til at finde ud af, om det var muligt at købe øl og vin til grænse priser her i Flensborg, da vi havde læst, at der skulle ligge en butik ved navn Købmandsgården, hvor de solgte til grænse priser. Næste problem var, hvordan vi skulle få varerne ned til båden. På vej langs havnefronten mod Købmandsgården så vi disse sorte sten i sække, og det er kun fordi vi er så gamle, at vi ved at det er kul, der kan bruges til at varme kedlerne op på de gamle dampskibe der ligger i havnen. Når de passerer hinanden spares der ikke på dampen, men der tudes og fløjtes i et rask væk, mens sort røg vælter op gennem skorstenen, hvilket vi syntes er meget hyggeligt og charmerende trods forureningen. Der er mange fine gader og små hyggelige steder i byen. Det er en rigtig dansker kaj her, og lige foran vores plads var der disse hyggelige boder med sand på gulvet, hvor diverse drinks kunne købes. Den 10. juli 2019 Vi har nu fundet ud af, hvorledes vi kan købe og transporterer vin, øl og vand ned til båden, så vi sejler ud af havnen og sætter kursen mod Niro- Petersen's havn, som ikke ligger mere end 4-500 m fra kajpladsen. På vejen ud fra havnen kommer vi forbi disse prægtige dampskibe, og hvis vi havde ligget her i den kommende week-end, kunne vi have set mange flere, da der skulle være sammenkomst af dampskibe. Så er der handlet, og varerne blev transporteret ned til båden på to indkøbsvogne. På de sidste meter ud til båden blev de omlastet på en trækvogn fra havnen, som man nok kunne have lånt til at transportere indkøbet på i stedet for indkøbsvognene. Ved siden af Købmandsgården ligger der også en Aldi og en Edeka, og yderligere ligger der en Lidl ikke langt herfra. Der var også en pølsevogn lige uden for forretningen, og dette sted var virkeligt et tilløbsstykke, for der var hele tiden en lang kø foran pølsevognen, så det skulle også prøves, og det kan anbefales hvis man kommer på disse kanter. Den 11. juli 2019 Mens vi lå ved kajen ved Niro-Petersen, som virkeligt laver flotte ting i rustfrit stål, blev vi ringet op af Kirsten og Frede Wagner fra Scorpius, også fra Nivå, om vi skulle mødes i Flensburg. Det kunne være sjovt at mødes med nogle fra havnen, så vi sejlede tilbage til inderhavnen igen i Flensburg og fandt en plads. Om aftenen tog vi sammen med dem på Hansens Brauerai og fik swein haxel igen. Den 12. juli 2019 I dag kom så dagen, hvor vi sejler mod Danmark, og vi har besluttet at vi vil lægge til i Høruphav på sydsiden af Als, men mer om dette på siden Danmark hjemme igen x

Af Allan & Edel

S/Y Miraculix• 28. maj 2019

Den 26. maj 2019 Vi landede kl. 9.45 i London LGV her til morgen. Så gik turen med tog til Portsmouth Havn, hvorefter tog vi en færge, som krydsede fjorden og vi var fremme ved Miraculix kl. 14.00 i Gosport Marina, dejligt at se at den var kommet helskindet over Atlanten uden os. Båden lå fortøjret, men hvor var den beskidt efter at have stået på dækket af fragtbåden, så umiddelbart efter vi kom, blev båden skyllet med vand. I de kommende dage skal vi have sat sejl, solceller m.v. på igen, så den er klar til vores videre færd. Vi gik ind til byen for at handle, da køleskabet var blevet tømt og køleboksen slukket, inden båden blev lastet. Alle supermarkeder havde lukket, så vi handlede ind i en kiosk, så vi kunne få noget at spise, hvorefter det hurtigt blev sengetid, da vi ikke havde sovet i de sidste 30 timer. Den 27. maj 2019 Aldrig har vi sovet så meget (14 timer), da vi først stod op her til morgen kl. 10.00, så vi må have været godt trætte. Dagen i dag er gået med at lave ingenting, undtagen at vi tog op i den lokale Aldi, som viste sig at være en rigtig god forretning med alle de ting som vi stod og manglede, da skibet jo var tomt for madvarer, da vi sendte Miraculix afsted fra Antigua. Den 28. maj 2019 Vi har i dag fået sat sejl på og monteret solcellerne igen, så nu er skibet næsten klar til den videre tur i Sydengland. Sommeren er ikke kommet til England endnu, for det er væmmeligt koldt, i hvert fald for os, så blæservarmen må arbejde for at holde båden varm morgen og aften. Den 29. maj 2019 Regn, regn og regn hele dagen, samtidigt med at det er koldt. Vi er blevet nede i båden hele dagen med fyret kørende, og har læst bøger, været på nettet og en enkelt Sudoku blev også løst. En tur til Aldi er det også blevet til, da Edel havde set noget garn, så nu kunne hun endelig komme i gang med at hækle igen. Den 30. maj 2019 Portsmouth  er den næststørste by  i Hampshire på Englands sydkyst stik nord for Isle of Wight. Portsmouth har været en betydelig krigshavn i århundreder, og er hjemsted for verdens ældste tørdok, som stadig er i brug. Byen er også hjemsted for flere berømte skibe herunder HMS Warrior, Mary Rose og Lord Nielsons flagskib, HMS Victory. Selvom flådestationen er mindre end i sin storhedstid, er det stadig Englands største flådestation og Royal Navy har værft og base her, ligesom Royal Marine Commandos har hovedkvarter her. Byen har færgeforbindelse til flere byer i Frankrig. På billedet ses Englands største hangarskib, HMS Queen Elizabeth. Hangarskibet er 65.000 tons tungt  og er netop blevet sat i søen for at gennemføre sine første testsejladser, inden det kan tages i brug af den britiske flåde i løbet af 2020. Det 280 meter lange hangarskab kan huse 36 F-35B-jetfly og 1.600 ansatte. Portsmouths vartegn er det 170 m høje Emirates Spinnaker Tower, som er meget flot belyst om natten, hvor man virkelig kan se, at det ligner en spinnaker. Nederste billede viser havet uden for byen. Vi er nu på vej over til flådestationen, for at se nedennævnte skibe. HMS Warrior var det første britiske panserskib og blev bygget som svar på det første (franske) panserskib La Gloire, der blev søsat samme år som Warrior blev bestilt. Da det var færdigt i oktober 1861, var Warrior langt det største, hurtigste, bedst bevæbnede og bedst pansrede krigsskib i verden. Hun var næsten dobbelt så stor som La Gloire, og overgik det franske skib i både hastighed, panser og bevæbning. Tophastigheden var 17 kn med sejl og motor. Warrior bød ikke på radikal ny teknologi, men for første gang sås en kombination af dampmaskineri, riflede bagladekanoner, jernskrog og jernpanser samlet i ét skib, der var større end hidtil set. Dens bygning var startskuddet til en intens konkurrence mellem kanoner og panser, der varede, indtil krigsflyene gjorde slagskibene forældede under 2. verdenskrig. I dette kapløb blev hun selv hurtigt forældet, og blev udrangeret i maj 1883. Det var store kanoner skibet var udstyret med. De har aldrig været affyret i kamp. Disciplinen skulle overholdes, ellers var afstraffelsen stadig pisk og indsættelse i bådens fængsel. Skibet havde 800 tons kul med til at fyre op i kedlerne. HMS Victory er et 104 kanoners skib, bestilt i 1758 og taget i brug i 1765. Hun er bedst kendt for sin rolle som Lord Nelsons flagskib i Slaget ved Trafalgar den 21. oktober 1805, hvor engelske skibe udkæmpede et stort søslag mod den franske /spanske flåde, og hvor Lord Nielson som bekendt blev skudt af en fransk sømand og døde på havet. Skibet kunne skyde en hastighed på op til 11 kn. med et sejlareal på 6500 m2 fra de høje master, hvor hovedmasten var på 62,5 m. Efter 1824 blev hun henvist til havnefartøjets rolle. Der var 3 dæk med kanoner, med de største i bunden. Disciplin blev opretholdt med forskellige former for pisk, og som blev foretaget på dækket foran de andre sømænd. Meget tit over 20 slag. Den 31. maj 2019 Det har i dag været store vaskedag, så nu er der igen rent tøj i skabene. Aldi blev besøgt igen, for at indkøbe mad til de næste dage, og alt vores sikkerhedsudstyr er igen blevet sat på, og Miraculix er igen klar til sejlads. Den 1. juni 2019 Vi er i dag taget fra Portsmouth efter 6 dage og sat kursen mod Cowes, en tur på 9 sm, hvor vi håber at kunne få en plads. Det viste sig, at vi sammen med Freedom fik de sidste 2 ledige pladser i havnen, og i dag blev det sommer, og de korte rør kom på igen. På vej mod Cowes mødte vi dette sjove fartøj, en Hoover craft, og pludselig kom der finregn fra Hoover craftens propeller. Tidevandet gør, at der er rigtig  mange både der sejler den samme retning, og på samme tid, for så igen efter 6 timer at vende om og sejle den anden vej. Det er længe siden, vi har sejlet afsted med så mange både. Vi er nu kommet ind i havnen på en god plads, hvor det ikke rykker i båden, når skibene sejler forbi. To smukke både side om side. Hovedgaden i Cowes er meget hyggelig, og det emmer af sejlsport, for alle de store tøjmærker er repræsenteret her - et rigtigt sejlsportmekka, og husene er gamle, men godt vedligeholdt. Den 2. juni 2019 Osborne House er en tidligere kongelig bolig i East Cowes, Isle of Wight. Huset blev bygget mellem 1845 og 1851 for dronning Victoria og prins Albert som sommerhus. Prins Albert designede selv huset i stil med et italiensk renæssance palazzo. Bygherren var Thomas Cubitt, hvis firma byggede Buckingham Palace i 1847. Dronning Victoria døde i Osborne House i januar 1901. Lidt billeder inden for murene på  Osborne House, bl.a. et veldækket bord - måske gør vi ikke så meget ud af det med blomsterdekorationer m.v. The Swiss Cottage blev bygget til børnene af dronning Victoria og prins Albert som lejehus. Efter en tur rundt i parken, har vi nu bestilt varm chokolade med flødeskum og skum-fiduser og kage nede ved stranden. Vi var alle enige om, at vi ikke skulle tage bussen tilbage, men gå efter at have indtaget disse kaloriebomber. Den 3. juni 2019 Der er i havnen 3,5 m mellem høj- og lavvande, som det ses på billederne. Endnu et par billeder fra Cowes, og nederst i det fjerne den gamle kran fra Scotland. Den 4. juni 2019 Vi har checket tidevandstabellerne, og det viste sig at vi skulle sejle fra Cowes kl. 11 for at få strømmen med os op gennem Beaulieu River. Vi er nu kommet indenfor udløbet af Beaulieu River, og sideafmærkningen er udskiftet med farvede grene til at navigerer efter. Overalt på vej op af floden er der lagt bøjer ud man kan ligge ved, og der er endda lagt broer ud ned af floden, som man også kan lægge sig ved. Vi sejler stille af sted for sejl med vinden ind agten fra. Vi har fået plads ved en bro i Buckler's Hard Yacht Harbour, der er vinder af Marina of the Year Awards, og det er også meget flotte faciliteter. Det er ikke muligt at sejle højere op af floden, da den nu bliver for lav. Ca. 2 mil fra hvor vi er ligger Beaulieu, der er hjemsted for det meget kendt automobil museum, The National Motor Museum, som har over 250 forskellige køretøjer. Lige ved siden af bilmuseet ligger der Palace House i det middelalderlige Beaulieu Abbey, der har været Montagu-familiens hjem siden 1538. Den 5. juni 2019 Der er bygget mange orlogsfartøjer i træ på dette værft, hvor der også er udsigt ud over floden med de mange bøjepladser. Hvis man kommer på disse kanter, er det et besøg værd. Vi skal lige ind og se hvad der gemmer sig inden for denne dør, og det viser sig at være en meget lille kirke, som de kalder et kapel. På kirkebænkene ligger der broderede puder til at sidde på. Jeg er ikke klar over hvad vores forsikring ville sige til denne måde at støtte båden på land, men jeg ville ikke være rolig. Næsten alle både stod på land på denne måde. Der er mange måder der kan fortøjres eller lægges ind til her i floden. Den er lidt sjov fortøjringen i rækker, som er til de fastliggende, og ved broer der ligger på langs ned af floden , ved bøjer med et V (visitor) og så selvfølgelig i havnen ved y-bomme.   Den 6. juni 2019 Vi sejler ud når floden fyldes med vand fra Kanalen, og har dermed strømmen imod os, men vi håber at vi får strømmen med os, når vi kommer ud i kanalen og sejler mod Lymington. Overalt er der dybe render ind i marsklandet omkring floden. Ude i Kanalen var det smadder koldt, så vi måtte tage det tykke tøj på for at holde varmen. Vinden var lige imod os, og vi skulle have taget af sted en time senere for at have fået medstrømmen ned mod Lymington. Gad vide om det er den nye Bond Babe? Der er virkeligt mange fine og dyre biler her i byen og på havnen. Stående på havnen, en AC cobra. Den 7. juni 2019 I dag har det regnet og blæst hele dagen, så vi har holdt os nede i båden hele dagen med dieselvarmeren kørende, da der kun er op til 14 grader varmt udenfor. Om natten mellem den 7. og 8. kom der en stormlavtryk forbi, og der blev hevet gevaldigt i båden, samtidigt med at der væltede regn ned. Ovre på den franske Atlanterhavskyst kæntrede en redningsbåd med 7 mand om bord, hvorved 3 reddere druknede i bølgerne i det hårde vejr, da de skulle ud og redde en fiskerbåd, som desværre også forsvandt. Vinden blæste op til 120 km/time, som svarer til ca. 33 m/s. Den 8. juni 2019 Det var meningen at vi skulle videre i dag, men vi måtte blive en dag mere, da det stadigt blæser op til 15 m/s her i havnen, så hvad blæser det så ikke ude på Kanalen. Vi har endvidere besluttet, at vi ikke tager længere vestpå, da vi ellers skal sejle ud på åbent hav, og vi synes at det er for koldt. Vi skal jo samme vej tilbage, så vi sejler i morgen mod øst, og vil efter lidt over 1 uge være i Dover.  Her til formiddag skinnede solen, og vi gik igen op i den hyggelige by, hvor der i dag lørdag var markedsdag, hvor alt muligt prøves at blive solgt. Edel var blevet vækket forrige nat, da det dryppede ned i hovedet på hende fra den store forluge (helt ny), så vi fik købt noget silikone til at tætne kanten omkring lugen med, og gik herefter hjem og fik ordnet lugen. Når det rusker og regner udenfor, så er det jo godt at sidde med hakkebøffer med bløde løg, nye jordbær og dieselvarmeren kørende. Det er ikke fra en frisørsalon, men et par billeder af, hvordan havnebadeværelser også kan se ud, det er mere luksus end på et hotel. Den 9. juni 2019 Det er underligt at vejret kan ændre sig så meget over natten, for her til morgen er der næsten ingen vind og solen skinner, men det er stadigt koldt, og dieselvarmeren har været i gang her til morgen. Der var ikke meget vind, så vi loggede 2-3 knob, men hastigheden over grunden var 5-6 knob. På et tidspunkt ud for Cowes kom denne røde bøje sejlende i mod os, endda med ringende klokke indeni. På land opdagede vi denne borg, der lå på Øen Wight. Vi har besluttet at gå ind i Portsmouth havn - Godsport - her til eftermiddag, og sejle videre i morgen. Den 10. juni 2019 Vi har besluttet at sejle videre i dag, selvom det regner, og båden bruger jo også mere diesel, da fyret kører hver aften, for at vi kan holde varmen. Det er ikke de bare tæer der vises her på billedet, da de nu er pakket ind i gummistøvler. Uden for Portsmouths havn ligger der 3 af disse gamle forter, som har været en del af fæstningsværket omkring Portsmouths flådebase. Det var en våd og kold tur fra Portsmouth og her til Littlehampton, dog oplivet af et besøg af en flok store delfiner. Vi skulle være her på det rigtige tidspunkt, for at kunne komme ind i havnen sammen med højvandet. Efter vi kom ind i havnen faldt vandstanden yderligere, og alle skibene på den anden side af floden stod i mudderet. Der måtte kun ligge både med 2 køle i yachthavnen. Vi lå på den anden side af yachthavnen på 2,2 vand inden vandet steg igen. Den 11. juni 2019 Så er det blevet lavvandet igen, og vi skal nok ikke prøve at sejle ud nu, så vi vil udforsker Littlehampton, da stranden og byen ser hyggelig ud. Jeg blev fanget af skiltet på væggen, og måtte absolut se, hvad der skete her, og se alle de minier som holdt uden for bygningen, nye og gamle modeller. På det røde skilt ved siden af døren står kun parkering for minier. Stedet viste sig at tilhøre herren på billedet, som kom fra John Cooper Works , og som virkeligt brændte for minier. Jeg ved ikke om det var fordi vi fortalte, at vi havde haft en mini for mange år siden, at vi blev vist rundt i hele værkstedet, og han brugte tid på at fortælle os om de mange forskellige modeller han havde stående. Han tuner både de gamle modeller, og selvfølgeligt de nye, men han kunne ikke få hjælp fra BMW´s M afdeling, da han tuner motorerne op til over 300 HK, og derved er en konkurrent til BMW Mini. Det trak selvfølgeligt i det ene ben, da man jo mindes de gode tider vi havde i den lille bil. Der er mange måder man kan lufte hunden på, dette var nok en af de lidt mere spøjse. Det viste sig dog at det var en kunstig hund, men hvor det lignede en rigtig. Om aftenen blev vi inviteret ombord på det engelsk sejlskib som lå lige bag os, og vi delte et par flasker rødvin. Det var rigtigt hyggeligt.  Den 12. juni 2019 I dag skulle det ikke regne og vinden var løjet af, og vi tager ud fra Littlehampton ved højvande, men så kan vi ikke få strømmen til at passe, og vi har modstrøm hele vejen til Brighton. Da vi når frem til Brighton Marina måtte ikke komme ind i havnen, da der nu var for lavvandet i indsejlingen, og vi måtte ligge udenfor i en time, og selvfølgeligt begyndte det at regne igen. Marina er åbnet af HM The Queen i 1979, og var på dette tidspunkt Englands største lystbådehavn med plads til 1.200 både. Det kan i dag godt ses, at alderen nu trykker, da der er meget spildplads i havnen, og gæstepladserne ligger lige inden for indsejlingen, så ind- og udsejlende skibe sætter ubehagelige bølger, som bliver forværret når den kraftige vind og det indstrømmede tidevand sætter vandet i oprør, lige der hvor vi ligger. Den  13. juni 2019 I dag har det blæst op til 16 m/s i havnen,  og det har regnet hele dagen, og herudover er det smadderkoldt. Der er overhovedet ikke hyggeligt her. Sidst på eftermiddagen kommer der lidt ophold i regnen, så nu skal vi ud og handle i et kæmpe supermarked, som ligger lige ved siden af havnen. Se lige tøjvalget, det er næsten vintertøj vi har på. Her på havnen er der et kæmpe udvalg af restauranter, se bygningen bag Edel. Havet er stadig i oprør efter den kraftige blæst og modstrøm, godt vi ikke er derude. Den 14. juni 2019 I dag har de lovet, at det ikke vil regne og blæsten har lagt sig, så nu skal vi ud og se på Brighton.  Brighton, er en af Englands bedst kendte badebyer og ligger kun 80 km syd for London. Brighton fik jernbane fra London i 1841 og har siden været et populært udflugtsmål. Brighton har et substantielt fællesskab for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner, og er om nogen kendt som "europas bøssehovedstad". Der afholdes Pride parade i august måned, hvilket tiltrækker besøgende fra hele verden. Vi starter med at gå op til Black Rock stationen og tage Volks elektrisk tog til Brighton. Dette er den ældste igangværende elektriske jernbane, og er fra  1883 og lavet af Magnus Volks  Toget kører hver halve time med en fart lige over gå fart. Langs kysten findes to karakteristiske piers . Brighton Pier (tidligere kendt som Palace Pier), bygget i 1899 og stadig aktiv med forlystelser, spillehaller og restauranter, samt The West Pier fra 1866 der nu efter flere brande og sammenstyrtninger er bevaret som en udbrændt ruin. Hele vejen ud til cirkusset er der diverse restauranter som sælger alt muligt, men særligt englændernes mest kendte ret, Fish and Chips, går igen på alles menuer som vi selvfølgeligt også skulle have, men det var ikke lige noget vores maver syntes om, for det var for fedt for os. Det skal lige bemærkes, at det ikke er Cola der er i bægret, men Sprite. Et blik ind mod byen og havnen fra piren.  Vi synes der må være mere at se her i Brighton, så vi hopper på en af de røde åbne todækkerbusser, for så får vi jo set hvad der er at se i byen. Vi køber en billet til 3 ruter, for så er alt jo set. Med forventningens glæde og hørertelefoner i ørerne venter vi så på den store oplevelse, men den udebliver desværre, og det eneste flotte vi ser er paladset nedenunder. Royal Pavilion er en bygning som tidligere har tilhørt det britiske kongehus. Den er bygget over tre etaper, begyndende i 1787 som et ferie- og rekreationsted ved den Engelske Kanal for daværende Kronprins og senere Kong Georg 4. af Storbritannien. Efter den første rute i bussen, beslutter vi at opgive de andre ruter, og tager Volks Electric Railway tilbage mod havnen. På vejen ser vi denne ensomme livredder, som sidder på den stenede strand og passer på de badende, men hvor er de? Den 15. juni 2019 I dag skinner solen og det blæser kun omkring 5 m/s på en halvvind, så storsejlet og genuaen sættes og vi sejler op til 7 kn gennem vandet og op til 8 kn over bunden, og så er livet værd at leve. De hvide klinter møder vi også nu på vores vej mod Dover, og det er et flot syn, når solen står ind på klinten. Vi anløber Eastbourne Marina ved middagstid og slusen står åben med grønne lys, så det går nok lige hurtigt nok med at komme ind i slusen, for vi når ikke helt at blive klar med fenderne. Det gik alligevel, da pontonen vi ligger opad følger båden op og ned, og der er fortøjringstov man kan bruge. Så ligger vi i havnen, og det bliver dejligt at sove i nat, når båden ligger helt stille, og der ingen bølger er. Rundt om havnen er der utallige forretninger og restauranter, så vi var næsten inde i alle tøjbutikkerne og Edel fik købt sig en pose med lingeri, HMMM... Den 16. juni 2019 Vi bliver i havnen i dag, da de har lovet meget vind og regn, så vi går en tur ud til havet, hvad ellers, og ser på vandet. Denne forholdsvise store sejlbåd fik sig noget af en rulletur, da den sejlede ud af havnen. På vejen hjem fra havet, så vi i indsejlingen 3 sæler som svømmede rundt i det lave vand. Den 17. juni 2019 Vejret er bedre i dag, så vi sejler ud af havnen kl. 8.00 her til morgen for at få medstrøm med mod Dover. Vi sejler med fuld sejlføring, men da det ikke blæser så meget i dag, sejler vi ikke mere end 3-4 kn gennem vandet, men vi bevæger os med 5-6 kn over bunden, og solen skinner. Vi nærmer os nu Dover, og på det midterste billede ses havnen liggende i klinten. Dover Havn er en meget stor trafikhavn, så man må ikke sejle ind før portvagten er blevet kaldt både 2 sm og 200 m før indsejlingen, så man kan få de 2 grønne lys, hvilket giver tilladelse til at vi kan sejle ind i yderhavnen. For at komme ind til marinaen skal vi gennem den lille  kanal, og portvagten skal kaldes igen, for at få lov til at sejle ind i kanalen. Herefter blev marinaen kaldt, og vi fik en plads anvist som vi tog, men umiddelbart efter vi havde passeret porten ind til marinaen, lukke den og vandet faldt yderligere uden for porten. Der var nu lukket i 5 timer før det igen er muligt at komme ud/ind af marinaen. Over molen med fyrtårnet ses Dover Castle, som vi vil gå op til i morgen. Den 18. juni 2019 Dover Castle er et middelalderligt slot i Dover, Kent i England. Det blev grundlagt i det 11. århundrede og er blevet beskrevet som "Nøglen til England" på grund af sin defensive betydning gennem historien. Det er det største slot i England. I forbindelse med arkæologiske udgravninger har det vist sig, at det har været befæstet og udført jordarbejde her i jernalderen før romerne invaderede England i år 43 før kristus. Stedet har også et romerske fyrtårn, en af ​​kun tre overlevende romerske fyrtårne ​​i verden og den mest komplette stående romerske struktur i England, som er bygget i det tidlige 2. århundrede. Bag fyrtårnet ligger kirken.   Under 2. verdenskrig var Dover Castle igen meget vigtig, og udbygningen af tunnelgangene under borgen, som var påbegyndt i det 18. århundrede, med et militært kommando og underjordisk hospital. I maj 1940 styrede admiral sir Bertram Ramsey evakueringen af ​​franske og britiske soldater fra Dunkerque fra sit hovedkvarter i klippetunnelerne. Fra overvågnings rummet på billederne kunne man se ud over hele den Engelske Kanal og alarmere, hvis der kom tyske fly mod England. Mens vi var i rummet ringede telefonerne, og meningen var så at man skulle tage telefonen og høre, hvordan en alarm kunne have lydt under krigen. Det røde rør kunne bruges til at tale i, for det er muligt at høre beskeder gennem røret på lang afstand. Fra borgen er der en flot udsigt over Dover by, men lystbådehavnen er ikke den bedste vi har set. Der er i øjeblikket en større ombygning i gang for EU midler, hvad så med Brexit? På vej ned fra borgen kom vi forbi denne hyggelige kro, og vi kunne ikke stå for de 40 forskellige gin typer man kunne få her, men vi nøjedes nu kun med en hver. Overalt på vægge og lofter var der skrevet af kanalsvømmere, hvornår og hvor lang tid deres tid havde været for at svømme de 32 km over kanalen. Den 19. juni 2019 og Edels fødselsdag Efter porten åbnede her til morgen blev portvagten igen kaldt på VHF'en og vi fik lov til at sejle ud af den lille kanal, og da vi skulle mod øst, så skulle vi ikke bruge mole åbningen lige foran os, men i stedet for skulle vi tage den østlige indgang, hvor alle færgerne sejler. Men inden vi kom til åbningen skulle portvagten igen kaldes, for at vi kunne få lov til at passere. Billederne ovenfor viser så de berømte White Cliff of Dover, som Vera Lynn sang om. Så nu forstår jeg lidt bedre, hvorfor vores båd ikke var mere hvid i bunden, efter vi havde malet den i bunden inden afgangen fra Nivå. Vi havde købt en blød maling fra International, som skulle være Dover hvid, og disse klinter er ikke hvide, som vores Møn og Stevns klinter er. Vi er nu kommet til Ramsgate, som ligger lige før bugten ind til Themsen. På vej ind i havnen skulle vi sejle i en vinkel på 45 grader for at ramme havneindsejlingen, da strømmen var over 2 kn nordgående uden for hullet. Edel havde bestemt, at hun gerne ville have italiensk mad her til aften, og vi fandt en restaurant, hvor vi bestilte noget lammekød med italiensk vin til. Ramsgate ligger på 1. sal, så for at komme ned til båden må fødselaren ned af mange trapper. Den 20. juni 2019 I dag var det så meningen at vi skulle ud og se Spitfire og Hurrycane fly fra 2. verdenskrig på en base ikke så langt fra byen, og senere se de lange gange under byen, hvor indbyggerne søgte tilflugt, når de blev bombet under krigen. Ramsgate var den første engelske by der blev bombet under krigen, men det var en fejl, da det tyske fører fly blev skudt ned over byen, så bombede resten af gruppen det brændende sted. Senere blev det et sted tyskerne smed de bomber de ikke havde smidt længere inde under land på vej hjem. Vi måtte desværre opgive at se ovenstående, da Edels knæ havde låst sig og dermed havde hun ondt i knæet, og  turde ikke gå.  Den 21. juni 2019 Vi skal i dag forlade Ramsgate omkring kl. 13.00, for at få strømmen med os over bugten udenfor Themsen mod Harwich. Det er så de sidste hvide klitter vi ser på sydkysten af England, inden vi sejler ud mellem de mange vindmølleparker i Themsens udløb i Nordsøen.  Det er jo dejligt med lidt medstrøm på havet, så vores hastighed over bunden var mange gange over 8 kn. Fremme ser vi containerkranerne i Harwich, og da vi kommer frem ses det tydeligt at det er en af Englands største containerhavne. Det har i dag til tider været solskin, så temperaturen har været tæt på 20 grader, og vinden rigtig, så alt i alt en god dag. Vi sejler lidt op af floden Orwell til Lewington Suffolk Yacht havn, men nu er det blevet lavvandet, så indsejlingen til havnen tages med ro, da der er frit land ved siden af indsejlingen, men der var ingen problemer. Den 22. juni 2019 I dag er det lørdag, så der sejles kap i gamle og nye både ned af Orwell og ud til et mærke uden for havnen. På vores tur rundt på havnen kom vi også forbi dette prægtige køretøj, for hvad skal man kalde det, da det er et aluminiums chassis, med en Moto Guzzi motorcykel motor.   Vi sejler ud af havnen i dag  kl. 14.00, måske en time for tidligt i forhold til tidevandet, men vi syntes, at vi lige så godt kunne sejle mod strømmen, som at gå rundt i havnen og vente, da vi skulle sejle 48 sm i dag til Lowestoft. Den 23. juni 2019 På vej mod supermarkedet mødte vi dette engelske køretøj, som selvom det var gammelt var det meget fint at se på. Byggestilen i England er meget speciel i forhold til den danske, da hver lejlighed har en skorsten.  Om aftenen tog vi ud og spise for sidste gang i England, da vi har fået et nogenlunde vejrvindue, så vi kan krydse Nordsøens sydlige del mod Holland og videre mod Kielerkanalen. Vi bestilte et par bøffer med tilbehør, og en god flaske rødvin til. Den opmærksomme læser kan se et par glas gin/tonic, men det var med i prisen hvis man købte en bøf - god ide. Den 24. juni 2019 Nu venter vi på at klokken skal blive 14.00, og Edel har lavet mad til første aftensmåltid. Derefter skal der tankes op og 4 jerrycans skal også fyldes, før vi sejler ud, da de har lovet mindre vind i løbet af natten og skiftende vind ovre ved Holland. Hvis alt går godt, vil vi prøve at nå Norderney i løbet af de næste 36 timer. Nu ligger der 36 timers sejlads foran os, vejret ser rimeligt ud, og sikken en solnedgang vi havde. Motoren kommer i gang, og den snurrer konstant, for den har også fået en ny gang motorolie inden vi tog afsted. Du kan følge vores videre rejse på vores side Tyskland - hjem. x

Af Allan & Edel

S/Y Miraculix• 21. mar. 2019

         Den 16. marts 2019 Så nærmer vi os Saint Martin, og det er Saint Martins bakker der ses foran, selvfølgeligt ikke de røde, men bakkerne ved forstaget. Her er det en af de første gange, hvor vi har sejlet med fuld sejlføring, og også en af de første gange, hvor vi har kunne ligge på dækket. Før  Christoffer Columbus kom til Saint Martin på sin anden rejse til den nye verden i 1493, havde øen allerede været befolket i over tusind år. De første som bosatte sig her var Arawakindianere, som oprindelig kom fra Sydamerika. De gav øen navnet "Sualouiga", som betyder "Saltlandet". Baggrunden for navnet ligger i øens store forekomster af brakvand og salt. De få steder, hvor der var ferskvand, kunne kun holde liv i en lille befolkning. Arawakindianerne blev senere fortrængt af en mere aggressiv indianerstamme, caribierne. Det er efter disse Caribien blev opkaldt. Når vi vender os om ses øen Saba, som vi besluttede at springe over på vej nordover, da bøjepladser er begrænset og adgangsforholdene til øen er besværlige. Her har vi en caribisk ø, hvor der er gjort alt for at tiltrække cruising liners, for på billedet ligger der 7 skibe ved broerne. Vi ankommer til den hollandske del af Saint Martin, og lægger os den første nat i Simpson Bay uden for broen ind til de store kendte havne inde i Simpson Bay, hvor nogle af de allerstørste lystbåde ligger. Om natten er himlen over havnen dækket med røde lys i toppen af masterne på de over 100 fods store sejlbåde, med mastehøjde på over 40 m. Herudover har de også lys på deres sallinger og op ad masten. Da vi har rullet rundt hele natten, tager vi næste dag gennem broen efter at have betalt for clearing og opholdet, for lige meget om du ligger inden for broen eller udenfor, for anker eller ved bøje skal der betales, og der skal også betales for broåbningen. Vi er ikke klar over hvad vi nu skal opleve, for nu viser der sig konsekvenserne af, hvad orkanen Irma havde udrettet for halvanden år siden, den 5. september 2017, her på Saint Martin. Irma ramte Saint Martin med en middelvind på omkring 300 km/t, som svarer til en kategori 5 orkan, hvilket er den højeste kategori der findes. Skaderne på øen var massive med: 11 dræbte, 95 % af samtlige bygningerne var beskadiget, 1.000 både beskadiget, hvoraf de 500 var total ødelagte, alle hoteller langs kysten var totalt ødelagte, og kystlinjer ændret. Der foreligger i dag et stadigt kæmpe arbejde med renovering/nybygning af hoteller, mole og kajfaciliteter selv betonmolerne er smadret og skal genopbygges, mange sunkne både skal hæves og destrueres, som i dag stadig ligger som triste øer i bugten. Vi føler os trykkede, når vi sejler forbi den ødelæggelse, som naturen har forvoldt, når den viser sig fra den værste side. I morgen tager vi over til den franske del af øen, der er lige så hårdt ramt, selv flere hurricane holes er blevet udslettet. Da vi ankom til Saint Martin lagde vi anker uden for broen, og her var vandet fuldstændigt klart, så der var dømt badning. Det viste sig dog, at dønningerne kunne rulle ind i bugten, så vi fik en meget uroligt nat, hvor båden rullede. Her har vi så en person som ikke kan bestemme sig til, hvad der skal sejles i. Yacht på over 100 m eller sejlbåd på noget over 50 fod. Der er hektisk aktivitet på mange af de store sejlskibe, for der er ræs ovre ved Saint Barth. Der ligger også mange motorbåde i havnen, og her er en som iagttageren selv må afgøre om vedkommende synes er pæn. Et par Volvo Ocean både er der også plads til. Det var så den største sejlbåd der lå i havnen, over 150 fod og med en mastehøjde over 40 m. Der er en gennemsejlingsåbning ved broen på 11 m, og klappen når kun op til mellem 1. og 2. salling.   Denne yacht skulle også med ud. Ovenfor er der nogle få billeder, der viser hvordan orkanen Irma har hærget Saint Martins hollandske del og der ligger stadig mange både i vandet som ikke kan reddes, men kun skal destrueres. Selv beton kajer er ødelagt og må genopbygges, og næsten alle hoteller er som byggepladser, da de er gabende tomme og uden tage. Det er tankevækkende hvorledes naturen kan smadre et samfund på få øjeblikke, når et monster af Irmas kategori farer hen over øen. Den 19. marts 2019 Vi har besluttet at forlade den hollandske del af Saint Martin, og sejler ud sammen med de andre både gennem broen. Udenfor broen lå denne sejlbåd, som var lidt større en de andre, med 6 sallinger, som også var på vej mod Saint Barth. Vi har nu sejlet 9 sm, og er kommet over på den franske side af Saint Martin, og vi har lagt anker i Bay Du Marigot, og som det ses på billederne, så er vandet helt ubeskriveligt, 28 grader og helt klart, så nu skal der bades. Det er som at ligge i en stor swimmingpool. Her er også en del skildpadder, der lige stikker hovedet op ad vandet. Skønt syn, som man ikke kan få nok af. Vi skal endvidere have fyldt vores maddepoter, for nu er vi jo i Frankrig og madvarerne er meget bedre her og udvalget meget større. Ifølge legenden blev grænsen på Saint Martin fastsat ved at en nederlænder og en franskmand stod ryg til ryg ved Oysterpond på østkysten. Franskmanden skulle gå nordover og nederlænderen sydover og fortsætte langs kysten indtil de mødtes. Den nederlandske side er mindre, angiveligt på grund af at nederlænderen enten var for fed, langsom eller drak gin, mens han gik. Eller af alle tre grunde Så er det tid igen til at opdaterer vores hjemmeside, som har ligget stille lidt for lang tid. Vi havde jo regnet med, at vi kunne bruge vores 3, men der havde vi brugt for meget data, så den var lukket. Så nu skal vi igen på restaurant for at skrive, og det koster jo, når der også skal spises frokost, en god ret og en god øl/glas vin. Billederne af ødelæggelserne på den franske side af Saint Martin taler for sig selv. Her er det så deres stadion som er ødelagt. Det er da noget af et budskab - Life is too short to sink. Når vi ligger for anker lægger vi ofte flere waypoints ind på plotteren, hvor skibet ligger og svejer, så vi kan kontrollere om ankeret holder, og det gør det altid, på nær 1 gang hvor vi ikke havde lagt nok kæde ud. Så er dømt råhygge i cockpittet, med salat og hakkebøffer med bløde løg. Det er rat at der ligger en Super U inden for gå afstand fra dinky broen. Den 25. marts 2019     Vi havde besluttet at sejle til Anse Marcel Marina, for denne havn skulle være et hurricane hole, hvor både kan ligge sikkert, hvis der kommer en orkan forbi. Det var ikke tilfældet, da Irma gik hen over øen, for hele havnen og alle hoteller var totalt ødelagt, og vi var den eneste gæstebåd i havnen. Der skulle have været et supermarked i byen som var væk, men der var et udsalg på havnen, hvor vi kunne købe et sandwich brød, og ikke meget mere. Der var en strandrestaurant som var genåbnet, men der var kun åbent til frokost, ellers et hyggeligt sted, hvor vi nød et glas. Aftensmaden stod derfor på nødration, forloren skildpadde. Den 26. marts 2019 Vi besluttede at vi ville forlade havnen igen dagen efter, og afregnede med havnefogeden, som ville have 43 EUR for opholdet, hvor broen var bundet til land med et par stykker tov, ingen vand, ingen strøm, toilettet var lukket og der var ingen bad, men masser af larm fra håndværkere som genopbyggede hoteller fra morgen til sen aften. Vi fik derfor et nedslag i prisen på 10 %!!! For at komme ind og ud af havnen skal man gennem denne kanal, hvilket gør, at man ligger helt roligt inde i havnen uden bølger.  Her ligger strandrestauranten flot ud til bugten, med meget klart vand. Nu er vi så på vej tilbage til Bay Du Marigot, hvor der er bølger men handlemuligheder. Vi har besluttet, og det er ikke svært, at spise på en af de lokale restauranter, hvor menuen stod på kæmperejer i hvidløgssovs. Vi er blevet enige om, at vi ikke sejler til BWI af flere årsager, dels ønsker vi ikke at se flere ødelagte havne og byer og dels for at undgå at blive tvunget til at sejle 90 sm i modvind, når vi skal tilbage mod Antigua. Derfor sejler vi inden for de nærmeste dage mod syd og mod St. Barth. Der hvor de er færdige med at renoverer, er bygningerne pæne, og oven over Marigot ligger borgen som blev påbegyndt i 1631 af hollænderne. Her var der fri Wi Fi på restauranterne, så de blev frekventeret under vores ophold her i Marigot. Hver dag var der marked lige hvor alle dinkyerne kom ind hver dag for at handle, og Edel fik købt sig en stor flot konkylie hos de herre i baggrunden. Den 29. marts 2019 Så er det tid til afsked med det dejlige grønne og varme vand, og i morgen går turet mod Saint Barth. Den 30. marts 2019 Vi passerer her østkysten af Saint Martin, og vinden har vi hele tiden lige forfra, så sejladsen foregår for motor. Der skal bades undervejs, og farven på vandet er så flot. Lige før vi kommer til Saint Barth, passerer vi Ile Fourchue, som er en god ankerplads lige før Saint Barth. Saint Barth er et sted, hvor mange af de største yachts kommer til, hvilket vi også kunne konstatere, da vi ankom til øen. Denne ø adskiller sig meget væsentligt fra alle de andre øer vi har været på, for her er næsten alle de kendte modebutikker repræsenteret i Gustavia, og ingen boder, hvor de lokale sælger varer. Der er meget få farvede her i forhold til resten af Caribien. Saint Barth har været underlagt Sverige fra Øen blev givet til Sverige i 1784 af England i bytte for handelsrettigheder i Gøteborg. Efter folkeafstemning i Sverige i 1877 gav Sverige øen tilbage til Frankrig i 1878, hvorefter den blev administreret som en del af Guadeloupe. Ved folkeafstemningen i 2003 på Saint Barth søgte øboere adskillelse fra Guadeloups administrative jurisdiktion, og den blev endelig gennemført i 2007, hvilket har givet øen en vis grad af selvstyre. Som det ses er vejskiltene skrevet både på fransk og på svensk. Der er temperaturen på vandet uden for havnen på Saint Barth. Det er jo ikke for at man fryser, når man ligger i vandet, men at man ikke har lyst til at være i vandet længere, eller da Edel opdagede at der var rokker ved bunden 9,9 m nede, så vups var hun oppe. Da jeg var ude for at kontrollere ankret med snorken og svømmefødder, var der 3 pænt store Barracudaer som svømmede rundt om linen til ankerbøjen og ved bunden var der 6-7 mindre rokker. Den 31. marts 2019 Der skal nok kigges godt efter, for det er kanoner der stikker ud fra Fort Gustavia, og som navnet antyder er det bygget af svenskerne, da de havde herredømmet over øen. Det hvide er en vejrstation midt i borgen, HMMM!! Her har vi et kig ind mod havnen fra ankerpladsen uden for havnen. Som havn er den meget mangelfuld, og det er kun de store yachter, der må komme ind, små både skal ligge og rulle rundt i dønningerne. Der ligger mange både udenfor havnen, og dybden er omkring 10 m, så der skal lægges 50 m kæde ud. Til gengæld er det muligt at se, hvordan ankret ligger i bunden med snorkel og dykkerbriller, da vandet er så klart, at man kan se 10 m ned. Den 1. april 2019 Der var en stor skildpadde som besøgte os tit, men den nåede desvørre at dykke hovedet ned under vandet før billedet blev taget.     Disse 4 billeder skal ses i et sammenhæng, for landingsbanen ligger lige bag vejen, så flyene kommer lige hen over bilerne når de lander. Denne lufthavn er kun for små propelfly med op til ca. 12 passagerer. Her ligger vi så om eftermiddagen uden for havnen, og inden for de næste timer kommer der mange flere skibe ind til ankerpladsen.    Det er så billeder fra vores sidste aften ud for Saint Barth, og som det ses går solen flot ned over det Caribiske hav. Vi regner med at stå op klokken 05.15 i morgen tidlig, så vi kan sejle ud ved daggry, da vi har 70 sm til Antigua og vinden kommer ind foran for tværs med op til 9 m/s og lidt mere i stødene. Vi forventer at være på Antigua inden mørkets frembrud kl. 19.00. Alternativt må vi sejle til St. Kitts, hvis vinden går os imod.

Af Allan & Edel

S/Y Miraculix• 11. mar. 2019

Den 9. marts 2019 På afstand ligner denne ø en sombrero, høj på midten og lav i siderne. Ofte er bjerget, der er 1.000 m højt,  i midten af øen dækket af skyer. Nevis blev befolket i 1628, og hovedstaden Jameston blev bygget, men forsvandt i vandet ved et jordskælv efterfulgt af en tsunami. Der er en flere kilometer lang sandstrand på vestsiden af øen, som næsten er menneske tom, selvom det er en af de fineste strande i Caribien. I det fjerne ses St. Kitts, som vi også skal se. På billederne ovenfor ses hovedbyen Jameston, og det var i denne by Lord Nielson fandt sin kone. Man skulle næsten ikke tro, at man vil have sejlere herind til byen, for adgangsforholdene er rigtigt dårlige. Og for at gøre det komplet, så sad der sådan en sjover på molen, så Edel ville ikke gå forbi. Der var massere af disse skildpadder i havet, hvor vi svømmede. Smukt vægmaleri set i byen. Der er moorings til alle både, og man ligger i læ for vestenvinden. Vandet er 27,8 grader og helt klart, så det er umuligt at holde sig væk fra vandet. I det fjerne ses St. Kitts. Prøv at nyde den fine badestrand, med og uden regnbue, for det er den flotteste sandstrand vi har set indtil nu, og der er ingen mennesker på stranden. Den 12. marts 2019 Vi er kommet til Basseterre på St Kitts. St. Kitts er meget frodig, og på midten af øen ligger Mt. Liamuga med en højde på 3.792 fod, omregnet til ca. 1.250 m, hvilket tvinger den fugtige vind fra Atlanten op, så toppen er altid dækket af skyer. Det regner hver dag, så midten af øen er dækket af regnskov, hvor flere tusinde afrikanske aber lever, som stammer fra undslupne kæledyr. Øen blev befolket af engelske kolonister i 1623, hvilket gjorde øen til den første engelske caribiske koloni. Kort tid efter ankom en fransk gruppe, og sammen slog de øens oprindelige 2.000 indbyggere ihjel. I de næste 150 år sloges de mod hinanden, hvem der skulle have herredømmet over øen, England eller Frankrig, hvilket blev afgjort til Englands fordel af Versailles traktaten i 1783, hvor søsterøen Nevis samtidigt blev underlagt England. St. Kitts og Nevis har i dag samme regering. St. Kitts var den sidste ø i Caribien, der nedlagde sukkerrørs produktionen, da man havde centraliseret produktionen ved at bygge en smalsporet jernbane rundt om øen, som fragtede sukkerrørene til en central produktionsenhed. I dag fragter banen turister rundt om øen på 3 timer, til en svimlende høj pris.  Midt i Basseterre er denne rundkørsel og det er en kopi af Piccadilly Circus i London. Den største indtægtskilde på øen er i dag turismen, og der udbygges lige nu på at kunne modtage yderligere 2 krydstogtslinjer, så der i alt kan ligge 5 skibe ved kaj af gangen. Vi har fået en plads i havnen, hvor vi ligger langskibs lige ved tankstationen. Vi fik dog senere en plads længere inde i havnen. De lokale fiskere havde 4 net med disse langustre i, måske med 50 langustre i hver, så det var meget tæt på, at vi havde købt en enkelt, men vi havde spist disse prægtige dyr mange gange, så vi besluttede ikke at købe. Det må være surt, kun at være klassificeret i politikorpset til at køre dette  køretøj. Den 14. marts 2019 Vi har lejet en bil for at se øen på egen hånd, så vi kørte først sydvest hvor vi havde disse flotte udkig. På øverste billede ses havnen Basseterre og på nederste billede ser vi Atlanterhavet , som skyller ind mod land. Edel så  en af de mange fritlevende aber, som sad i vejkanten og kiggede da vi kørte forbi.  Så er det Atlanterhavet til venstre og Det Caribiske hav til højre. Den brune sø er en saltsø. Her er nok den mest beskyttede bugt på øen, og som det ses er der mange både der ligger for anket. I det fjerne ses en ny lystbådehavn der er under opførelse, som vi ikke måtte benytte, da vi ikke var stor nok.   Vi er ikke klar over hvilken konstruktion dette skib er, men der er dobbelt ror, og det var langt over 150 fod, med en mastehøjde på over 40 meter. En "lille" motorbåd var der også plads til.   Udkig mod Nevis.        Vi er nu kommet til toppen af øen i vores lejede Suzuki, og kigger over mod Statia, St. Eustatius, som er underlagt Holland.    Lyser var meget skarpt her.    Så er der serveret lobster på en anden måde, og hvor smagte det godt, og med denne udsigt kan det ikke blive bedre. Vi er nu kørt op på Brimstone Hill, for at se på fortet, hvor 1.000 engelske soldater måtte overgive sig til en styrke på 8.000 franske soldater, hvorefter øen i en årrække var underlagt Frankrig.   Der må fyres en af de mange kanoner på fortet.   På vores videre tur kunne vi se, hvorledes bådstativer kunne undværes, hvis man har 4 dæk og en gravemaskine. Den 16. marts 2019 Vi har nu sat kursen mod Saint Martin, og passerer Brimstone fæstningen på toppen af klippen, og vinden blæser foran for tværs, men det skulle være muligt at holde Saint Martin op.

Af Allan & Edel

S/Y Miraculix• 11. mar. 2019

Den 7. marts 2019 Vi nærmer os nu Montserrat og har vulkanen Sufria lige foran. Denne vulkan er stadig aktiv. Her på øen er det vulkanen Soufriere der bestemmer hvor man må bo og opdyrke landet. Før 1995 boede der omkring 11.000 indbyggere på øen, og hovedstaden Plymouth lå på sydvest siden af øen. Dette ændrede sig i 1995 og særligt i 1997 da Soufriere gik i udbrud og dækkede hele sydøen i op til en halv meters høj aske, og alle fra Plymouth blev evakueret til nordsiden af øen. Der har været aktiviteter fra 2006 og frem til det store udbrud den 11. februar 2010, hvor hele sydøen er blevet forbudt område at gå ind i.  Når man sejler forbi Plymouth ser man tomme huse dækket af lava og aske.  Det er mange skyer, som dækker toppen af vulkanen, men man ser tydelige spor efter udbruddet.   Det var ikke kun skyer man ser på billedet ovenfor, da det nu lugter fælt af svovl, da vi passerer vulkanen i læ side. Vi var nok lidt for tæt på vulkanen, da der er en sikkerheds afstand, som vi var inden for.   På billedet ovenfor ses tydeligt, hvor svovllugten kommer fra. I dag er der kun et ind og udskibningssted på øen, og det er Little Bay.  Der findes ingen lystbåde havn eller bøjer på øen, så man ligger for anker. Den 8. marts 2019 Det blæser meget gennem natten, da vindene kommer ned lige forfra.    Hyggeligt ser det ud, når båden ligger bag palmeblade, og man kan ikke se hvor meget vi drejer rundt for vinden. Igen må vi nyde alkohol for at få skrevet hjemmeside.  Man tager tsunami alvorligt har på øen. Vi havde aftenen før været ovre på den norske båd, Ketchup, så i aften kom Ketchup og en svensk båd, lilla My, over til os og her sidder vi rundt om vores bord og nyder et glas.

Af Allan & Edel

S/Y Miraculix• 23. feb. 2019

Den 20. februar 2019 I indsejlingen til Marina Bas De Fort ændrede farven på vandet sig til denne flotte grønne farve. Om aftenen var vi sammen med Jeannette og Karsten fra Notorius på havnebaren og fik en sundowner, mens vi sad og så på denne lidt 'dramatiske' solnedgang. Karsten havde lånt en trækvogn på havnen, som vi skulle bruge til at få handlet noget mere ind, end vi kunne på havnen. Dog var der ikke luft nok i ringene til at bære den store vægt af hele indkøbet, så vi holdt pit stop ved en dækforhandler. Vi kørte måske 200-300 m og så lød der et ordentligt knald, og fælgen sprang og luften var helt ude af dækket, så nu skulle der rigtigt trækkes i vognen af de to gode "trækdyr". Så skal hummerene/langustrene udvælges og fanges. Vi havde besluttet at spise på Il Pirate om aftenen, hvor der var en menu med halve grillede langustre, og det smagte rigtigt godt og blev nydt i godt selskab. Den 22. februar 2019 Vi ligger nu 5 danske både på denne bro, og senere kom der yderligere 1 mere. Den 23. februar 2019      På havnen mødte vi disse 2 'dinosaurer', og de gad dårligt nok flytte sig, den ene skiftede dog farven fra grå til lys grøn. Træet har fået en stor mængde ananas snyltere, som ikke giver frugter. Vi havde i dag besluttet at vi ville gå ud til et stort museum, som skulle have skildret slavernes forhold her på øen, men vi fandt det ikke, men havde en god gå tur ud af det. Det er Miraculix i midten af billedet. Den 24. februar 2019 Der var karnevals parade i byen, og vi delte en taxa med Josefine og Notorious ud for at se den. Efter længere tids venten startede paraden med bl.a. denne flotte fjerpåklædte dame.           Det har folk i alle aldre og størrelser der dansede, men vi nåede kun at se den første del af paraden, da taxaen kom igen kl. 17.00 for at hente os. I henhold til taxachaufføren kom de bedste først et par timer senere. Den 26. februar 2019  Det har regnet meget i dag, og hele udsigten mod øen Basse-Terre er dækket af regnskyer. Forøvrigt betyder Basse-Terre det lave land, selvom det er denne ø der har de høje bjerge, og Grande Terre betyder den store ø, som tidligere har været lige så dækket med bjerge, som med tider er eroderet ned.  Her er vi ved slavernes museum. Vi ville gerne se frugtmarkedet i byen, så vi gik videre ind i byen, men vi kom til et område hvori mange prostituerede, sad foran faldefærdige huse med deres alfonser på den anden side af gaden. Vi følte os ikke særligt trygge ved at gå her, så vi hoppede op i en bus, som tog os tilbage til havnen. Alt i alt en mislykket tur til byen. Imens vi sad på Allan og Birgittes båd Josefine kom Karsten Ree med frue og deres gæster til det sejlskib, som var kommet ind til vores bro dagen før. Skibet sejlede under Bahamas yacht flag, som godt nok kunne ligne det danske, men hvor den øverste røde firkant mod flagspillet er skiftet ud med Bahamas flag. Edel blev spurgt om hun ville tage trosserne af, hvilket hun gjorde og Karsten Ree sejlede ud af havnen. Den 26. februar 2019 Vi står ud af havnen i Pointe a Pitra kl. 9.00 og sætter et rebet storsejl og fuld genua, men inden vi kom ud af indsejlingen, rammer et stort regnskyl os så skipper bliver gennemvåd. Vejret klarer dog pænt op, men vinden er stadigt mellem 10 og 13 m/s, så vi sejler hurtigt sydpå for at komme rundt om Basse-Terre og op til hovedstaden på Guadeloupe, som også hedder Basse-Terre. På sydsiden af øen har vi vinden lige ind bagfra, så vi ruller forsejlet ind, da vi ikke kan sætte en spilerstage, fordi gummibåden ligger på forskibet. Den 27. februar 2019    Vi vil i dag udforske byen, og går ind mod Basse-Terre, hvor vi pludselig har den fine sti ud mod havet, efter vi har gået i rabatten af vejen. Herefter kommer vi til dette fine marked, men kommer da de først udstillere har pakket deres boder ned. Der er dog stadigt et kæmpe udvalg af Rom punch, som vi holder os fra, da indholdet er hjemmelavet.     Mange bygninger i byen kan godt trænge til en kærlig hånd. En smuk blomstrende kaktus. I udkanten af byen ligger Fort Louis Delgres som blev bygget i 1650 af Charles Houël. Det er et stort fort, som har beskyttet adgangen til byen Basse-Terre og været aktiv i adskillige slag mod Storbritanien.  Louis Delgrès var oberst i hæren, og gik ikke ind for, at slaveriet skulle genindføres, som general Antonie Rickpance havde fået ordre til af Napoleon Bonaparte. Han gik ind i modstandsbevægelsen for at kæmpe for slavernes frihed. I kampen mod de franske tropper blev han tvunget ind i fortet, men det lykkedes ham at flygte med 400 oprørsslaver fra fortet. Under en senere kamp begik han kollektivt selvmord ved at sprænge alt deres krudt i luften for at tage så mange franske tropper med i døden som muligt.  Slaveriet var hermed genindført i 1802 og først ophævet i 1848. Danmark havde, som det første land i Europa i 1792 indførte et forbud mod slavehandel med virkning fra 1803. På dette tidspunkt havde de dansk vestindiske øer modtaget  ca. 75.000 slaver, og dermed skulle plantageejerne tvinges til at behandle deres slaver bedre, så de kunne reproducere sig selv. Den danske generalguvernør Peter Von Scholten  undlod i 1848 at nedkæmpe et slaveoprør, og på eget initiativ erklærede han slaveriet for ophørt i Dansk Vestindien, så først på dette tidspunkt var slaveri i Danmark forbi.  På vej mod havnen skulle vi over denne bro, som Edel ikke var tryg ved at gå på. Freedom og Vixen er også kommet til havnen, og vi hygger os om aftenen med pølse og ost mv. Hele skrænten var fuld af huller, som vi fejlagtigt troede var musse- og rottehuller, men her ser vi hvem der bor i hullerne, og lige så snart man nærmer sig, er de nede i hullerne igen. Marina De Riviera Sens er den eneste rigtige havn på vestkysten af Basse- Terre, så vi lå der i 4 dage, før vi sejlede mod nord mod Pigeon Island. Den 2. marts 2019  Vi sejler her forbi fortet og byen Basse-Terre      Kysten på denne side af øen er også meget grøn, selvom denne side ikke skulle få så meget regn. Det er underligt, for det regnede da flere gange om dagen.   Vi lagde os for anker i bugten over for de to øer Pigeon Island på 5,5 m vand og med 30 m kæde ude tæt under kysten. Ankeret blev tjekket om det lå rigtigt, hvilket blev konstateret at det gjorde, da det var trukket helt ned under sandet. Vi kunne se revlerne som ankerkæden havde lavet på havets bund, ikke underligt at det nogle steder er forbudt at ankre, da ankerkæde og anker ødelægger havbundens flora. I løbet af natten kom der vindstød op til 15,6 m/s, så vi var oppe en hel del gange, men ankeret holdt os fint, og lå på samme position, som vi lagde det. Den 3. marts 2019     Lidt længere nordpå i bugten lå denne sandstrand med tilhørende udsalgssteder af alt muligt. Vi overtalte os selv til at spise frokosten her, en Creolsk kyllingeret som var krydret med karry. Den smagte rigtigt godt, men betjeningen kunne have været bedre, da vi ventede over en time på maden. Udsigt mod vores båd mod syd. Den 4. marts 2019 Lige i nærheden af hvor vi lå for anker, fandt vi ud af at der lå en Carrefour. Det var nemmest at bruge en lille gemt havn, som næsten lå ved siden af parkeringspladsen til supermarkedet, så der blev handlet stort ind, da alle varer kunne være i gummibåden. Selv Pelle fra Rasmus Klump var her, og sad og kiggede forundret på os, da vi sejlede forbi med vores fyldte gummibåd. Senere på dagen tog vi gummibåden de 1.100 m over til øerne Pigeon Island, som er udnævnt til naturreservat, og 12 m under vandet sidder en statue af Jacque Cousteau. En del af hans film "Den Stille verden" er optaget her i det klare vand. Det er forbudt at bruge motor inden for de gule bøjer for at komme ind til øerne, så vi måtte ro det sidste stykke mellem alle de mennesker, der ligger og snorkler i vandoverfladen. Der var en mangfoldighed af fisk,  papegøjefisk, kirurgfisk,  butterflyfish mv. i alle mulige smukke farver samt staghorn og elkhorn koraller her ved disse øer.  På fotoet ses Edel med snorkel og svømmefødder. SUNP0036 SUNP0037 Underlige og smukke sten var her også, og havde det stået til Edel, havde hun taget dem alle sammen med hjem.  Den 5. marts 2019 På vejen op mod Deshaies rundede vi de 7.000 sm på vores tur.    Dette er vores udsigt fra båden ud mod havet. Vi så flere gange om dagen en båd med turister sejle lige udenfor alle bådene, der lå for anker. De lovede garanti for at se delfiner - og det så turisterne også. Lige før båden sejlede ud, var der en dykker ude på det sted, hvor båden stoppede. Og hver gang kom der to delfiner, der svømmede rundt om båden, og når turistbåden var væk, var delfinerne også væk. Vi var enige om, at dykkeren gav godbidder til de to delfiner, mod de så svømmede rundt om turistbåden.    Hvad byder man ikke sig selv, for at opdaterer vores hjemmeside. Det er vores nye gummibåd, som vi fik sendt ned til Portugal, da den anden gik i stykker undervejs.    Så bliver udsigten ikke bedre, men det blæser meget her i bugten. Den 6. marts 2019   Selve byen er der ikke meget at skrive om, men i henhold til vores havnelods skulle supermarkedet være meget nyt, gad vide hvornår bogen er skrevet. Vi tager i morgen videre, da det blæser op til 15 m/s om natten, og hvorfor det gør det, ved vi ikke endnu, men der bliver undersøgt nærmere, når vi kommer hjem. Det er lige meget hvor vi er, så blæser det mest om natten. Der er et mylder af høns og kyllinger i byen, men desværre ligger der flere flade kyllinger på vejen, efter de er kørt over af biler. Om eftermiddagen var der dømt hygge med pandekager på båden, det var mums. Her har vi så igen en af de flotte solnedgange ud over vandet. Vi brugte ofte plotteren til at sikre os at ankeret holdt, ved at lægge waypoint ind ved skibet, så var det muligt at se, hvordan vi svajede for ankeret. Denne gang blev det også tegnet op, hvordan vi havde svajet rundt inden for en tidsperiode. Som det ses holdt ankeret. Den 7. marts 2019 Her til morgen har vi forladt  Deshaies på Guadeloupe, og da det blæser over 10 m/s, har vi besluttet at rebe storen, men stadigt beholde den store genua oppe. Desværre stoppede fjederen i  kickenstrappen med at virke, så bommen med storsejlet ikke mere kunne blive holdt i vandret position, men faldt ned i hovedhøjde, med risiko for hovedskader når storsejlet skulle ned. 

Af Allan & Edel

S/Y Miraculix• 22. feb. 2019

Den 16. februar til  den 20. februar 2019 Vi har nu Îles Des Saintes i sigte og håber at vi kan få en bøjeplads. Det viste sig at Notorius lå i bugten, og de havde spottet os på AIS, så lige efter vi havde lagt til en bøje lidt længere ude i bugten, blev vi kald op på telefonen hvor de sagde at de havde reserveret en plads, Karsten lå bundet til bøjen i gummibåden, og vi sejlede straks hen til denne bøje som lå mere i læ. Notorius havde lejet en slags golfvogn til dagen efter for at køre øen rundt, og da vi fik tilbuddet om at kunne komme med sprang vi til. Vi startede med at køre op til fortet Napoleon, hvor vi får denne flotte udsigt til vores båd nede i venstre hjørne.   Borgen er bygget af franskmændene i deres evindelige kamp mod englænderne om øerne i Caribien. Der en myte, at fortet er hjemsøgt af en ånd af en ung fransk pige, der forelskede sig i en britisk officer. Hendes kæreste lovede at vende tilbage til hende, da hans pligt var omme, men efter at have ventet i flere år, havde den unge kvinde mistet håbet. Hun mente officeren havde fundet en anden, og i desperation kastede hun sig ud over klippen af ​​Les Saintes og i havet. Den unge mand vendte tilbage til hans kærlighed og efter at han fandt ud af at hun endte sit liv tro, og han havde forrådt hende, kastede han sig også ud fra klinten Vi er nu på vej rundt på ringmuren, hvor et flot udkig til den næste vig viser sig, samtidigt med at vi kan se ned mod bugten hvor vi ligger. Her møder vi også denne "vagtmand", som sidder på muren. Det skulle vise sig senere at der er rigtig mange leguaner på øen. Fortet er lavet om til et museum, der viser historiens gang i området, og som det kan ses, har der været meget drama her. Den lille golfbil kunne let fragte os rundt på øen. Vi kommer forbi storslåede udsigter over Atlanten. efterfulgt af mange små hyggelige vige og fine huse. Vi er nu nået helt ud, hvor Atlanten slår ind mod øen, og her ser vi tydeligt hvorledes Sagasso tangen forurener hele kysten og ligger i et tykt lag på stranden. Leguanerne lever godt her i vind og sol. Et af målene på turen var at besøge 2 strande, den første hvor der var fin sandbund ud i vandet, men bunden ændrede sig hurtigt til en stenet bund, men vandet var godt. Heldigvis var der en lille restaurant på stranden, hvor vi kunne få en let frokostanretning. Næste strand skulle der snorkles i, og der var mange fisk at se under vandet. Her er vi på modsatte side af bugten, hvor vores både ligger, med de fine huse som baggrund.    Kl. 17.00 er der dansk/svensk møde i baren, hvor sejlerhistorier fortælles. Byen Burg Des Santes er en velholdt by, og pastel farverne er flittigt brugt på huse og vinduer.   I dag er der bagt brød og banankage, og om aftenen blev der serveret pølse, ost, nybagt brød og rødvin og mørket har sænket sig som sædvanligt efter kl. 19.00

Af Allan & Edel

S/Y Miraculix• 22. feb. 2019

Den 15. februar 2019 Vi ankom til Ruberts Bay om eftermiddagen, og fik anvist en bøje Vi badede og spiste aftensmad, og det kan nok være, at båden gyngede fra den ene side til den anden, og det blev den ved med hele natten - ala turen over Atlanten. Udover vi skulle holde fast i køjen, var der høj - rigtig høj musik til kl. 5 Da kl. var 3 satte vi uret til at ringe kl. 6 og så tog vi afsted til Terre de Haut, Ilesdes Saintes, selvom vi havde planer om Indian River tur, måske indianere og en biltur ud og se på papegøjer, men det blev det ikke til. Vi var afsted inden solen stod op.

Af Allan & Edel

S/Y Miraculix• 6. feb. 2019

Den 4. februar 2019    Klokken 12.00 har vi Martinique ret forude, og det franske gæsteflag sættes. Der er en forholdsvis lang, men flot indsejling med mange gode bøjepladser ind til havnen – Marina du Marin – og rigtig mange fiskedunke overalt (her bruger de ikke fiskebøjer), så det er bare med at holde øje, vi ikke sejler ind i dem. Som sædvanligt prøver vi at kontakte havnen over VHF’en, men ingen svarer, så vi prøver mobilen, denne gang med held. Vi bliver modtaget af en dinghy, der viser vej til vores plads. Havnen er meget stille og rolig og med handlemuligheder tæt på, og det har vi manglet de sidste steder, hvor vi har været, så vi måtte ud og proviantere. Så er papirerne lavet på havnekontoret, hvor vi igen skulle betjenes af en dame, som havde glemt hvorledes man skal betjene kunder. Den 5. februar 2019 På vores byvandring kom vi forbi dette automobil som jeg tilbød at købe til Edel, men hun afslog. Den gamle bydel er meget øde, med meget misligeholdte huse.  Vi kom forbi kirkegården, godt nok på bagsiden, hvor der var blomster i klare farver på gravpladserne, men det var af plastik.     Det er ikke et skilt vi ser i Danmark, men det må være fordi vi er på vulkan øer, hvor bjerge kan falde sammen eller der kan opstå jordskælv. Vejen op til samlingspunktet er meget stejlt, så der skal luft til for at komme op. Udsigten til havnen er meget flot. Efter sådan en gåtur i varmen, gør det godt med en kold fadøl. På havnen var denne restaurent udsmykket med bambus stænger. Den 6. februar 2019     Her til aften kom denne kæmpe katamaran ind i havnen, og den må have været over 100 fod. Et monster uden sallinger. Den 7. februar 2019 Planen er at tage til Fort du France i dag, så vi forlader havnen efter vi har afregnet for 3 dage, og det var ikke muligt at få lov til at forlænge opholdet i havnen, mærkeligt da der også her var masser af ledige pladser. Vi er nu kommet ud af havnen, og vandet bliver klarere. Vi passerer et resort, som ligger lige på en halvø, som stikker ud i bugten, og nu er vandet helt klart, så dagens mål ændres til, at vi vi sejler ind lige vest for resortet og lige ud for Sainte Anne, og smider anker. Det må være turens korteste sejltur - 50 minutter. Dybden er kun lidt over 5 m, og vi lægger 30 m kæde ud, men ankeret holder ikke, så skipper må i vandet med snorkel, svømmebriller og svømmefødder og konstaterer, at ankeret har lagt sig på siden, og ikke vil grave sig ned. Ja, det er skipper og ikke en skildpadde. Ankeret lægges ud igen, og nu holder det. Der udlægges en bøje samtidigt, så vi kan se hvor ankeret ligger. Vi er ikke alene her, og vi vil tro at der er over 100 skibe liggende for anker. Flot og stille er der, og det er skønt igen at springe i vandet og bade. Så kan man ikke få en flottere solnedgang med Rocher du Diamant i baggrunden, som vi skal rundt om i morgen, når vi sejler til Fort de France. Den 8. februar 2019 Vi er nu sejlet fra den sydlige del af Martinique og runder Rocher du Diamant for at sejle mod nord mod Fort Du France. På vej nordover passerer vi et par flotte bugter, hvor det er muligt at ankre. Denne hyggelige og smukke bugt minder om en film med Sandre Bullet på en luksusliner der sejler ind i molen og op i byen. Vi skal nu over denne bugt for at komme til Fort Du France, og det kan nok være at det blæste op nu. Den 9. februar til 12. februar 2019 Ankret er lagt ud bag fortet, som giver en vis form for læ, men færgerne som hele tider sejler til og fra kajen, sætter en ubehagelig sø. Vi gik ind i downtown, hvor alt var lukket og byen så meget faldefærdigt ud. Selvom man er en pelikan, kan man godt blive træt.  Som det ses på billedet ligger vi helt inde i bugten, så vi blev hver morgen vækket adskillige gange, hvor kirkeklokkerne bimler. Vi besluttede at vi ville se kirken indvendigt, men det var ikke muligt, da den var aflåst. Stranden lå lige inde foran dingy broen, og stranden kunne også bruges til at døbe voksne personer i.        Månen har ikke samme facon som i Danmark, da den ligger ned i Caribien. Den 13. februar 2019 Freedom og Vixen var kommet og de havde arrangeret en tur rundt på øen i 2 Toyota Hiace lignende busser, og første stop var denne kirke, som er en  mindre kopi af Sacre Coeur. Kirken blev opført efter vulkanudbruddet i 1902 i St. Pierre, som udslettede hele St Pierre. Kirken er flot og velholdt.    Imponerende inden i. Vi blev herefter kørt ud til det hemmelige vandfald Absalon, hvor mange af os skulle bade i det kolde vand, som kommer fra de daglige regnbyger, der trækker ind over øens højeste punkter.    Det er samme bro, som der er taget 2 billeder af for at få det hele med.  Vi er nu igen i en regnskov, og det er utroligt så høje bambussen er. Der mangler kun Pandaer til at spise dem.    De træer som ses på billederne er mahogni træer Der var inkluderet turen, at vi skulle have frisk kokus mælk og sukkerrør. De gule kokus nødder havde en bedre smag end de grønne. Nu kom vi så til Le Domaini d'èmeraude, som er en kombineret park med forskellige buske og træer og et interessant museum, som dels viser hvilke dyr der findes på øen og hvordan øen opstod.  På stedet hvor den karibiske plade møder den Atlantiske plade, som hænger sammen med den Sydamerikanske plade, er der opstået en buet vulkankæde, som er 850 km lang. Den strækker sig fra Puerto Rico til Venezuela. I denne bue af øer er der følgende aktive vulkaner, La Soufriére på Saint Vincent, La Grande Soufriere på Guerteloupe, Soufrière på Monserrat og undervands vulkanen Kick'em Jenny nord for Granada.  Ude i parken er der et overflod af forskellige træer og buske, den ene flottere end den anden Træet ligner en raket nytårs aften, med de fine grene. Den røde blomst havde så meget farve i sine blomsterknopper at det var umuligt at vaske farven af. Den benyttes stadigt til indfarvning af tekstiler. Tidligere brugte indianerne blomsterknopperne til at dekorere sig og de var også gode mod myg. Her er en annanas plante og et kakao træ. Her i det fjerne ses vulkanen Mont Pelèe, som i øjeblikket er i en hvilende tilstand, hvilket betyder, at den ikke er aktiv, men der registrerer stadig mindre aktiviteter i vulkanen. Vi er kommet så langt op af Mont Pelèe, som det er muligt i bil, og udsigten ud over den nordlige del af øen er flot. Temperaturen er samtidigt faldet mærkbart da vi er kommet 800 m op. Der er dog et par timers gang til krateret på toppen i 1300 m højde, og vi beslutter at opgive at komme derop, da vi havde flere ting vi skulle se på vejen. På fotoet ses Vixen- og Freedomfamily og os to. Så er vi kommet til et rom destilleri, nærmere betegnet DepaZ, Som den eneste fra familien, der overlevede katastrofen, opkøbte han jorde og genopbyggede destilleriet. Han var ved udbruddet i Paris.  For at få mest muligt tid, var det aftalt at vi skulle spise på destilleriets restauranten, hvilket udviklede sig til en katastrofe, da vi ventede næsten 2 timer på den bestilte mad.     På billederne foroven vises en del af processen, samt hvilke produkter der kommer ud af dette. Ikke alle maskiner var sidste nye model, for her er en vaske ægte dampmaskine, som ældre drenge over 60 kan genkende. Der prøvesmages og handles rom og rompunch, men umiddelbart syntes vi at rommen var for sprittet. Nu er vi fremme ved sidste stop på turen, St. Pierre, som før 1902 blev kaldt Caribiens Paris og var kulturhovedstad på øen, samt øens økonomiske højborg. St Pierre blev udslettet af et vulkanudbrud i 1902, hvor  pyroklastiske strømme på over 1000 grader og med hastigheder på op til 600 km/t brændte alt af på vejen ned. St. Pierre blev totalt udslettet og bådene til afhentning af rom og sukker uden foran byen blev også ødelagt og sank. Det siges at 2 personer ud af 30.000 indbyggere overlevede katastrofen, som er den værste i det sidste århundredes begyndelse. Den ene var sat i et dårligt ventileret underjordisk fangehul som ses på ovenstående billede, som lå i fængslets område, og den anden var en skomager som boede på kanten af udbruddet. Ved siden af fængslet lå et meget flot og stort teater, hvor europæiske skuespillere også stod på scenen foran overklassen på øen. Den 14. februar 2019 Vi har nu forladt Fort Du France for at sejle op til St. Pierre og herefter sejle mod Dominica. På det første stykke blæste det et stykke over 10 m/s, men vinden lagde sig noget før vi nåede St. Pierre. Efter et par forsøg med at finde en ankerplads, fandt vi denne uden for stranden. Det store problem her er, at det meget hurtigt bliver dybt, så ankeret kan have problemer med at fange sandet. Den 15. februar 2019 Klokken er 6.30 om morgenen, og vi forlader Martinique efter mange oplevelser. På billedet ses de store områder destilleriet DepaZ har med sukkerrør samt skorstenen på destilleriet. Sejlere er underlige, for samtidigt med at vi sejlede ud af bugten, sejlede 14 andre skibe i samme retning som os mod Dominica, og sidste blik bagud mod Mont Pelèe.

Af Allan & Edel

S/Y Miraculix• 30. jan. 2019

 Den 26. januar 2019 Vi er nu kommet tilbage til bugten i Bequia, hvor der altid er godt. Dog skal man være forsigtig hvis man vil soppe, da søpindsvinene er store og der er mange af dem.      Den 27. januar 2019 Der har været problemer med motoren i båden undervejs, for pludselig er omdrejningstallet faldet 2-300 omd. under sejlads, men er kommet op igen. Ved ladning af batterier kører den upåklageligt i flere timer. Dieselfilter er udskiftet, vandudskilleren er tømt og 4 liter diesel fra bunden af dieseltanken er suget op og inspiceret, uden resultat. Et middel til rensning af tank og motor er hældt i tanken og nu skal tanken fyldes op fra en af de omkringsejlende både med diesel, benzin og vand, men først skal dieselen checkes i en tragt med filter, som vi lånte af Vixen.   Den 28. januar 2019 Sådan ser der ud når solen går ned kl. 18.02 og meget hurtigt efter er det helt mørkt. På billedet ses en kajakroer, som transporterer en kasse tomme colaer på hovedet. Den 29. januar 2019 Da vi ikke kan passere St. Vincent uden at have ligget ind til øen, besluttede vi os til at sejle til Blue Lagoon, hvilket viste sig at være et godt valg, for der er virkeligt hyggeligt inde i lagunen, og fantastisk smukt. Lige før vi nåede lagunen sejlede vi gennem et smalt stræde, hvor der lå adskillige resort omgivet af hytter og palmer, smukt ser det ud. For at komme ind i Blue Lagoon skulle vi gennem et hul i revet med en dybde på 2,2 m, som blev vist med 2 rød/grøn mærker. Hvis båden har en større dybgang end dette, kan man kalde marinaen, og de sender en mand ud og sejler båden igennem et uafmærket hul i revet på sydsiden, hvor dybden er 5 m. Dette er så Blue Lagoon set ude fra revet. Den 30. februar 2019 I forbindelsen med havnen, lå der adskillige små restauranter, så vi tog den, hvor de lokale sad og så bestilte vi to rom punch, men bartenderen havde kun til én, så vi måtte tage til takke med to pina colada, men de var også gode.  Denne advarsel er garanteret ikke set i DK.  Her ligger så det gode skiv Miraculix midt i paradiset, der er så fantastisk smukt, lige meget hvor vi ser hen. Også her starter hver dag med at hoppe på hovedet i det smukke blå vand inden morgenmaden. Der bliver badet mange gange om dagen, da temperaturen ligger omkring 28-30 grader og badevandet er 27. Den 31. januar 2019    I dag skal vi til Kingstown, som er hovedstaden på St. Vincent, så vi går op på hovedvejen og prejer en "bus", som er en stor Toyota Hiace, men hvor der kan stoppes op til 18 mennesker ind i, samtidigt med at højttalerne banker den lokale musik ud. En meget speciel oplevelse, hvor Edel fik en af de unge hjælpere på bussen på skødet, så kunne der være en mere. Der er meget lidt at kigge på i byen, og meget er forfaldent og vores opfattelse er, at det er en af de fattigste byer vi har set indtil videre. Overalt er der boder, hvor alt prøves at blive afsat. Vi fandt denne St. Vincent statue i en kirke, som i tidens løb er blevet angrebet af forureningen og blevet sort i stenene. En del af bygningen bliver brugt til pigeskole, bare det ikke er den "sorte" skole.    Da vi kom tilbage fra Kingstown var der på terrassen, med udsigt over havnen,  blevet dækket op til aftenens barbercue-middag, så vi skynder os at bestille bord. Der var levende musik til middagen, hvor der blev spillet på olietromme. Desværre blev noget af aftenen ødelagt for mange gæster af kraftige regnbyger, da mange borde ikke var overdækkede, men det var vores heldigvis. Den 1. februar 2019 Når det regner, kan der virkeligt komme meget vand ned, men lidt senere er det tid for til at hænge hængekøjen op, som var en af Edels afskedsgaver fra KAB.  Den 2. februar 2019 Vi har nu forladt havnen, og er på vej op forbi øen St. Vincent og bliver mødt af dette vejr som gav masser af regn og vind - og to smukke regnbuer. Der bliver rebet ind på genuaen og rullet ud igen mange gange på denne tur, hvor vinden til tider kommer op på 14 m/s for umiddelbart efter kun at være på 6 m/s. På vej nordover mod Martinique har vi besluttet at gå i havn i Marigot Bay, som er en fin havn at overnatte i, særligt hvis der er plads ved bøjer helt inde i havnen, og det var der heldigvis. Ved denne båd dyrkes der kokospalmer i en kajak. Den 3. februar 2019 På den ene side af bugten i Marigot Bay er der mangrove skov, hvor det endda er muligt at købe nogle acras mangrove.  På den anden side af bugten ligger Hurrican Hotel, som er 5 stjernet, og hvor faciliteterne må benyttes, hvis man ligger i havnen enten ved bøje eller kaj. Man skal lige skubbe til denne megastore motorbåd med gummibåden for at komme ind i dingyhavnen. Vand falder fra en højere liggende pool til den næste lavereliggende pool. Vild luksus. Den 4. februar 2018 Nu er det tid til at se noget nyt, og vi siger farvel til Saint Lucia og sætter kursen mod Martinique i 5-8 m/s vind ind forfra i 60 grader. Lækker tur på 30 sm. Vi sejler gennem øer af tang fra Sargasso Havet, som bliver et større og større problem i Caribien og også i de danske farvande. Sargassotang stammer oprindeligt fra det nordvestlige Stillehav og findes naturligt i vandene omkring Japan, Kina, Rusland og Korea. Butblæret sargassotang anses for at være en invasiv art og bekæmpelse er ikke mulig, da den spreder sig aggressivt med fare for at forstyrre den økologiske balance. Klokken 12.00 har vi Martinique ret forude, og det franske gæsteflag sættes. Der er en forholdsvis lang, men flot indsejling med mange gode bøjepladser ind til havnen - Marina du Marin - og rigtig mange fiskedunke overalt (her bruger de ikke fiskebøjer), så det er bare med at holde øje, vi ikke sejler ind i dem. Som sædvanligt prøver vi at kontakte havnen over VHF'en, men ingen svarer, så vi prøver mobilen, denne gang med held. Vi bliver modtaget af en dinghy, der viser vej til vores plads. Havnen er meget stille og rolig og med handlemuligheder tæt på, og det har vi manglet de sidste steder, hvor vi har været, så vi måtte ud og proviantere.

Af Allan & Edel

S/Y Miraculix• 9. jan. 2019

               Den 8. januar 2019 Så er gæsteflaget skiftet ud med flaget for Granada. Vi har nu lagt anker i Tyrrel Bay på, hvor der ligger omkring 100 andre både, og vi nyder den flotte solnedgang. Et blik fra stranden ud i bugten hvor vi ligger for anker. Vi fik øje på indkøbsvognen på væggen af huset, da vi sejlede i gummibåden, og dette skulle undersøges. Det viste sig at være et stort supermarked, dog med overvægten af amerikanske varer. Det må da være det største glas mayonnaise (vi købte det ikke). Igen blev vi nødt til at drikke et glas alkohol, for at få fat i en netforbindelse for at kunne skrive vores blog. Fuglene der flyver er pelikaner, der styrtdykker efter fisk. Tilbuddet fra den lokale startede med billig rødvin, men da vi ikke ville købe det, kunne han også sælge os en "lobster", hvilket vi købte på 4 pund til 80 EC, som svarer til ca. 200 kr. Der skal holdes fast, når dyret får en kniv gennem hjernen, da vi ikke vil koge den levende. Den 11. januar 2019 Vi siger hermed farvel til Curracau for denne gang, men vil nok benytte bugten på vej nordover, efter vi har vendt om i Granada. Lige i dette område skal man holde afstand til en vulkan, som ligger på 184 m. dybde. Stedet er beskrevet i søkortene, og man skal passere punktet med en sikkerheds diameter på 1,6 sm, når vulkanen er i ro. Vi sejler forbi Granada på den østlige side af øen, og det er ufatteligt, hvor grøn øen er. I Granadas flag er der afbildet en muskat nød, hvilket er en af de vigtigste indtægtskilder for øen, og Granada er en af de største leverandører af denne nød. Muskatnød og muskatblomme er to lidt forskellige krydderier, der stammer fra den samme frugt. Muskatnødden er selve kernen inde i muskatfrugtens sten, og muskatblommen er frøkappen, der sidder rundt om stenen. Der er ikke stor forskel på smagen af muskatblomme og muskatnød, men muskatblomme har en blomsteragtig duft og en lidt mildere og finere smag end nødden. I de fleste opskrifter er det muskatnødden, der står i ingredienslisten, men både muskatnød og blomme kan bruges til de samme retter. Vi er nu kommet til Port Louis i St. George, som er en af de smukkeste byer i Caribien. Den 12. januar 2019 Byen ligger meget bakket, og gaderne går op og ned. Pludselig øjner Edel markedet, og vi skal selvfølgelig ned og "ose", og det bliver til en ny termokande samt en kold øl. Lidt fra den mørke side af historien. 200 franskmænd havde overtaget øen i 1650 og slået befolkningen ihjel og indført slaveriet for at dyrke sukkerrør. I 1763 overtog briterne øen fra franskmændene, men Frankrig generobrede den i 1779, men i 1783 blev den atter britisk.  Slaveriet blev ophævet i 1834, og i 1877 fik øen status af kronkoloni, og Grenada blev hovedsæde for Windward Islands. Den 13. januar 2019 Formiddagen går med at lede efter forsvundne øl og cola dåser, da vandet i sumpen af båden har et brunligt skær og en duft, der minder om øl. Vi finder de manglende dåser under den faste batteri bund og efter fælles hjælp kommer der 16 colaer, 8 øl og en karton med 1 liter Don Simon rødvin frem. Rødvinen kan dog tænkes at gasterne over Atlanten havde gemt, da kvaliteten af denne rødvin var meget lav, og den lå ikke under batterierne. Det er en rigtig fin havn vi er kommet til. Områderne bliver holdt og toiletter/bade er som på et finere hotel, men sikke skibe der ligger her. Vores skib ser lige pludselig meget lille ud. Den 14. januar 2019 Vi har lejet en bil for at køre øen rundt, og på midten af øen ser vi disse plakater, som viser at der er aber her på øen. Men vi så desværre ikke nogen. Der ligger en kratersø her, Grand Etang Lake, men det var ikke, hvad vi forventede, da vi troede at vandet skulle være helt klar i denne sø. Fin kinesisk inspireret pavillon, men hvad den egentlig skulle bruges til kan man kun gætte på. Kineserne har skænket disse pavilloner, men de bliver ikke holdt af folkene fra Grenada. På vejen ned fra bjerget på midten af øen fik vi denne flotte udsigt over Saint George. Vi er nu kommet ind i Saint George, og her er der meget trafik og mange mennesker. Gaderne er meget stejle her i byen, og der er mange kirker og flere religioner. Den 15. januar 2019 Vi har samlet Ethna og Jon fra England op i Prickly Bay, da de også gerne ville se Grenada. Vi er igen kørt ind på midten af øen, denne gang er målet vandfaldene De 7 søstre, som ligger i regnskoven i nationalparken Grand Etang Forest Reserve. Det må være det nærmeste vi kommer på en jungle, og se lige de høje bambus, lige en lækkerbidsken for en panda. Vi er nu efter lang tids gang og klatring nået ned til vandløbet, og nu er der meget fugtigt her, og der vokser et væld af forskellige planter og træer. Her er vi så nået til 2 af søstrene, og mange af de folk som er gået herud kaster sig i det afkølende vand. Vi havde ikke taget badetøj med fra bilen, da der stod et skilt ved parkeringspladsen, at det var forbudt at bade i vandfaldet, men ikke at det var tilladt i søen under faldet. Vi opgav at komme til de 5 andre søstre og begav os op igen fra regnskoven. Her så vi dette træ med papya. Et træ med nationalfrugten muskatnød, som ligner en stor blomme, og et træ med kakaobønner så vi også. Her var også 3 - 4 meter høje bregner, og alt var utroligt grønt. Det var så blevet tid til frokost, og efter lang tids leden fandt vi denne restaurant, hvor der stod at de serverede kylling og gris. Hvis vi ville have dette skulle det først købes på markedet, så vi fik en tallerken pommes frites og et brød med hvidløg sovs. Der var kun et bord, så det tog vi. Alt den tid vi var der, var der en prædikant der prædikede meget højt i det tv, som stod inde i lokalet. Et meget speciel oplevelse/frokost som vi nok ikke lige glemmer med det første. Turen gik nu til den nordlige del af øen, da vi ville se Granada Chocolate Company. Det viste sig at være en mindre økologisk fabrik, hvor mange af processerne skulle foretages af de ansatte. Her ses en ældre kvinde, der sorterer kakaobønnerne. Her i dette kølige rum pakkes chokoladen ved ren håndkraft. Der prøvesmages de forskellige typer mørk chokolade med indhold af chokolade på mellem 60 og 90 procent, og en mindre ordre afgives. Vi fortsætter til River Antoine Rum Destillery, det ældste vandmølledrevede  destillery i Caribien fra 1785, hvor de stadigt producerer hvid rom på de oprindelige maskiner og udstyr. Denne proces efterlever ikke danske sikkerhedsnormer, men vi så ikke processen i gang, da en af ejerne blev bisat samme dag, og produktionen var lukket ned. Der er så rom under gæring. Karrene bliver ikke rengjort efter processerne, da det er disse kar, der giver smagen. Kedlen i midten, som vist var den originale, er blevet udskiftet inden for de sidste år med en af samme slags. Det er nu vi skal smage på varerne, og vi starten med en rom på 69 %, som kan sendes med fly, herefter en på 75 % som ikke må sendes med fly på grund af den store mængde alkohol, og til sidst en rompunch på 16 %. Det var den sidste vi købte, da smagsoplevelsen var for kraftig på de øvrige. Der produceres 600 flasker om dagen kun til hjemmemarkedet. Vi fortsatte herefter til Duqueste Bay for at se håndmalerier fra urbefolkningen på øen. På vejen dertil kom vi forbi Sauteurs, hvor urbefolkningen sprang/blev skubbet ud over Leapers Hill af franskmændene i 1600 tallet, da de ikke ville være slaver. Drengene hældte vand på stenene, så det var muligt at se tegningerne. Efter denne tur på stranden gik turen hjem til havnen. En noget anstrengende tur, da de som bekendt kører i den forkerte side af gaden, og bilen vi havde lejet var med 3 automatgear, hvor det laveste blev brugt mange gange, når vi kørte opad. Herudover var vejene meget dårlige og smalle. Den 16. januar 2019 Der er liv i bedene på havnen. Et stort firben Den 17. januar 2019 Vi er på vej op til Fort Georges, som er bygget mellem fra 1706 og 1710, på et tidligere forsvarsbatteri opført af franskmændene i 1600 tallet. Fortet er i dag skole for Grenadas politi. I 1979 blev Grenadas regering væltet af Maurice Bishop under et ublodigt kup. Bishop etablerede et marxistisk-leninistisk styre og oprettede relationer til Sovjetunionen og Cuba. Præsident Ronald Reagan mente, at Grenada var en potentiel trussel mod USA. 13 oktober 1983 overtog vicepremierminister Bernard Coard magten fra Bishop, som blev henrettet trods massive protester fra befolkningen. Organisationen for Østcaribiske Stater (OECS) bad USA, Barbados og Jamaica om hjælp. USA's argumenter for at invadere Grenada var, at man ikke kunne tolerere ustabilitet i et land så tæt på egne grænser, samt at der var amerikanske medicinstuderende på øen. Et flot udkig over havet og et billede af forsvarsværkerne og kanonerne. Man kan jo godt forstå at strømmen forsvinder, når det blæser kraftigt. Det er utrolige el-installationer vi ser undervejs. Efter denne rundtur i byen havde vi besluttet os at gå på Schnitzel Hause, hvor vi fik kold fadøl og denne tallerken med schnitzler hver. Det var mere end vi kunne klare. Den 18. januar 2019 I dag var vi på Restaurant Patrick, lige uden for havnen, hvor vi i alt var 18 personer til en tappas, hvor vi fik 15 retter. Der var lokale musikere, og de spillede godt nok højt. En hyggelig aften med Leontina, Vixen, Freedom og Pumpa. Håber vi snart ser dem igen. Den 19. januar 2019 Nu er tidspunktet kommet, hvor vi kaster los og tager mod Prickly Bay på sydsiden af Grenada, en tur på 10 sm. På vej ud af havnen passerede vi disse yachts, hvor den store hvide ikke bliver udlejet til charter. Den 20. januar 2019  Prickly Bay er en lille perle, og vandet er turkis og dejligt varmt, og man skal ikke tænke på, at hjemme er det -5 grader og snevejr - eller også skal man. Et lille kig rundt i bugten, et sted der kan anbefales. Et kig over bugten. Den 21. januar 2019 Vi havde hørt at der skulle ligge et minibryggeri lidt uden for havnen, og det var sandt, for der kunne man få mange forskellige øl der. Vi kom forbi disse flotte kaktus på vej ned til havnen igen, og det er ufatteligt hvor meget der kan gro her, og hvor mange planter der gror og blomstrer, som vi hjemme i DK har som stueplanter. På vej rundt i bugten i gummibåden, kom vi forbi denne rovfugl, som ikke mente at vi skulle komme nærmere, for den så ud til at ville angribe, så vi sejlede videre Lidt billeder fra vores båd over bugten. Vi fik pludselig besøg af 5 svenske unge mænd som kom svømmende med en flaske Gammel Dansk, som ville give os et glas Gammel Dansk, hvilket vi selvfølgeligt sagde ja til. Sjov ide, at få svømmende besøg - og så med en flaske Gammel Dansk. Den 22. januar 2019 Som flyet på billedet tager vi også afsked med Grenada og sætter nu kurs mod nord, og er nu begyndt vores rejse nordpå i Caribien, og dagens bestemmelsessted er Tyrrel Bay på Carriacou, hvor vi kan uddeklarere fra Grenada. Grenada er et rigtigt godt sted at lægge båden op, da lufthavnen flyver direkt til London, og der er mange værfter, hvor båden kan stå på land. Den 23. januar 2019 Vi er nu tilbage i Tyrrel Bay, hvor man ligger sikkert for anker, hvis man har lagt kæde nok ud, hvilket vi ikke havde gjort i starten. Dette blev klaret i løbet af aftenen, hvor ankeret gled, men sidenhen lå vi fast. Hvad der gør at vi synes havnen er god, er svært at bedømme, da der ikke er ret meget her andet en masse lokale barer langs stranden og et supermarked, men her er meget smukt og stille. Den 26. januar 2019 Vi har besluttet, at vi vil forlade Grenada og Carriacou i dag og tage til Bequia, som er en del af St. Vincent og Grenadinerne, og nu er det slut med sejlads med vinden ind bagfra, så vi skal nu sejle bidevind, eller kryds, indtil vi når Martinique i starten af februar. 

Af Allan & Edel

S/Y Miraculix• 7. jan. 2019

Den 28. decembe Så er vi kommer til St. Vincent og Gredinerne, men vi sejler forbi St. Vincent på vej sydpå, da vi har en aftale med andre både om at holde nytårsaften sammen med dem på Bequia. Vejret viste sig fra den bedre side og vi havde ingen regn, men de både der sejler her ude på havet er et nummer større end hjemme i Danmark, og vi blev overhalet af dette skib med 4 spredere. Vi når frem til Bequia kl. 17.30, og tidsnok til at vi kunne komme ind i havnen i det sidste dagslys, og får den sidste bøjeplads. Den 29. december Dagen i dag går med  at se "byen" og få købt lidt brød. Om aftenen var vi på den restaurant, sammen med Freedom, hvor vi skal holde nytårsaften med 23 andre danskere. Den 30. december Her tager 4 mandfolfk afsted med snorkel, briller, svømmefødder og harpuner og kæmpe forventninger til fangsten for at skaffe familierne lidt føde på bordet. Udbyttet stod dog ikke mål med forventningerne, da de fisk vi så var for små til at skyde og den blæksprutte vi også så, vidste vi ikke helt hvordan vi kunne spise. Heldigvis kom der en båd forbi som havde levende lobster til salg, og vi besluttede at købe en sådan fyr, samt en til fryseren. De to lobstere blev lagt i en sejlpose efter båden indtil vi var klar til at tilberede dem. Her ligger de så i håndvasken og venter på deres skæbne. Nu er vi så klar til at koge dyret, men vi vil først slå den ihjel ved at slå en kniv ned gennem hovedet på den, men nu skal man holde fast i dyret, for det kæmper videre efter det skulle være død. Så nu må det være en smal sag at lægge lobsteren ned i det kogende saltvand, men fejl nummer 2 kom nu for idet halen rører det spilkogende vand, slår den igen med halen så en stor del af vandet i gryden forsvinder. Resultatet blev dog fortræffeligt og en nydelse at spise. Den 31. december Et kig ud over bugten vi ligger i. Edel kunne ikke lade være med at skulle ind i denne lokale kirke, hvor en lokal sad og spillede på et orgel, og det lød fantastisk godt. Der tilbydes diesel fra Venezuela, renset vand fra det lokale vandværk og is, og  hvis man har vasketøj, så kan også det ordnes. Det er jo ligemeget hvor man er i verden, for Dronningens Nytårstale skal man selvfølgelig høre, selv om man hører den 5 timer forskudt. Vi var en del danske sejlere, der mødtes på Whalboner (en bar), hvor vi "skålede" med dronningen. Et udpluk af de både vi holdt nytårsaften sammen med, her ses Pumba og Notorious. og Vixen i baggrunden og Macumba, samt Freedom, som ikke er fotograferet her. Vi havde en hyggelig nytårsaften med buffet, og levende musik, og aftenen sluttede af med et gigantisk fyrværkeri. Vi tog hjem lige efter, da der var en del der fyrede nødraketter af ude omkring vores båd, men der var heldigvis ikke sket noget. Den 4. januar 2019 Så har vi forladt Bequia, og møder dette vrag ved udsejlingen, samt denne skønhed der sejlede lige forbi os med den dobbelte hastighed, og kun med forsejl, bare der er en gevinst i lotto i weekenden!! Man skal jo sjælden se tilbage, men fremad, og det gælder også i dette tilfælde, for nu er vi nået til Tobaco Cays, og det må siges at nu er vi meget tæt på paradis, for hvor er der smukt her. Himlen skifter ustandselig, fra den flotteste solnedgang til denne truende himmel, men vi skal jo også lige huske, at bag øen ligger Atlanterhavet, og der er intet mellem os og Afrika. Et par billeder af omgivelserne på Tobaco Cays. Om aftenen var der middag på stranden, og retten var grillede languster med rompunch til, hvilket smagte rigtigt "pænt" for at bruge en af vores gamle venners udtryk - Niels Bech. Vi var sammen med Ethna og Jon fra England, som også er ARC-sejlere, som vi kendte fra Las Palmas.  Næste morgen var vi på deres båd for at få at vide, hvor de gode pladser er, når vi kommer til England i juni måned. Der er et område hvor havskildpadder skal holde til, og der er sat bøjer omkring for at beskytte dem, men det har man ikke fortalt skildpadderne, så de svømmede omkring båden. (Det første foto er IKKE en havskildpadde). Den 7. januar 2019 Så er tidspunktet kommet, hvor vi skal videre fra dette skønne sted, det kan meget godt være at vi lægger til på vejen nordover om 3 uger, for her er virkeligt godt. På vejen ud af Tobaco Cays, så vi dette mærkværdige skib, Vind Dancer, som drives af sejl og motor. Farvel til Tobaco Cays og goddag til Union Island. Dette er et totalt modsat indtryk man får, når man kommer til Union Island for at udklarere, for dette sted er umiddelbart meget fattigere end de andre steder vi har besøgt. Dette skyldes at der ikke anløber krydstogsskibe mere, og derved er deres økonomi skrumpet. Der bruges mange farver i deres udsmykninger på husene. Der var god plads i havnen, men vi havde dog lidt problemer med en indfødt, som ville udleje en bøjeplads til os, og vi måtte skifte plads 3 gange før vi var tilfreds. Han ville så hjælpe os med at suge lidt af dieselen i bunden af tanken ud, da motoren var gået ned i omdrejninger et par gange. Efter denne hjælp ville han have 280 caribiske dollars, hvilket han ikke fik. Det er dyrt at opdaterer vores hjemmeside, men det smager godt. Der arbejdes meget målbevidst. Den 8. januar 2019 Efter 1 overnatning og papirerne klar fra udklareringen sætter vi kurs mod Tyrrel Bay i Carracau, hvor vi skal indklarere med det samme vi kommer i havn. Distancen er ikke lang, hvilket kan ses på gummibåden med motor.

Af Allan & Edel