Den 16. marts 2019
Så nærmer vi os Saint Martin, og det er Saint Martins bakker der ses foran, selvfølgeligt ikke de røde, men bakkerne ved forstaget. Her er det en af de første gange, hvor vi har sejlet med fuld sejlføring, og også en af de første gange, hvor vi har kunne ligge på dækket.
Før Christoffer Columbus kom til Saint Martin på sin anden rejse til den nye verden i 1493, havde øen allerede været befolket i over tusind år. De første som bosatte sig her var Arawakindianere, som oprindelig kom fra Sydamerika. De gav øen navnet "Sualouiga", som betyder "Saltlandet". Baggrunden for navnet ligger i øens store forekomster af brakvand og salt. De få steder, hvor der var ferskvand, kunne kun holde liv i en lille befolkning.
Arawakindianerne blev senere fortrængt af en mere aggressiv indianerstamme, caribierne. Det er efter disse Caribien blev opkaldt.
Når vi vender os om ses øen Saba, som vi besluttede at springe over på vej nordover, da bøjepladser er begrænset og adgangsforholdene til øen er besværlige.
Her har vi en caribisk ø, hvor der er gjort alt for at tiltrække cruising liners, for på billedet ligger der 7 skibe ved broerne.
Vi ankommer til den hollandske del af Saint Martin, og lægger os den første nat i Simpson Bay uden for broen ind til de store kendte havne inde i Simpson Bay, hvor nogle af de allerstørste lystbåde ligger. Om natten er himlen over havnen dækket med røde lys i toppen af masterne på de over 100 fods store sejlbåde, med mastehøjde på over 40 m. Herudover har de også lys på deres sallinger og op ad masten.
Da vi har rullet rundt hele natten, tager vi næste dag gennem broen efter at have betalt for clearing og opholdet, for lige meget om du ligger inden for broen eller udenfor, for anker eller ved bøje skal der betales, og der skal også betales for broåbningen.
Vi er ikke klar over hvad vi nu skal opleve, for nu viser der sig konsekvenserne af, hvad orkanen Irma havde udrettet for halvanden år siden, den 5. september 2017, her på Saint Martin.
Irma ramte Saint Martin med en middelvind på omkring 300 km/t, som svarer til en kategori 5 orkan, hvilket er den højeste kategori der findes.
Skaderne på øen var massive med: 11 dræbte, 95 % af samtlige bygningerne var beskadiget, 1.000 både beskadiget, hvoraf de 500 var total ødelagte, alle hoteller langs kysten var totalt ødelagte, og kystlinjer ændret.
Der foreligger i dag et stadigt kæmpe arbejde med renovering/nybygning af hoteller, mole og kajfaciliteter selv betonmolerne er smadret og skal genopbygges, mange sunkne både skal hæves og destrueres, som i dag stadig ligger som triste øer i bugten. Vi føler os trykkede, når vi sejler forbi den ødelæggelse, som naturen har forvoldt, når den viser sig fra den værste side. I morgen tager vi over til den franske del af øen, der er lige så hårdt ramt, selv flere hurricane holes er blevet udslettet.
Da vi ankom til Saint Martin lagde vi anker uden for broen, og her var vandet fuldstændigt klart, så der var dømt badning. Det viste sig dog, at dønningerne kunne rulle ind i bugten, så vi fik en meget uroligt nat, hvor båden rullede.
Her har vi så en person som ikke kan bestemme sig til, hvad der skal sejles i. Yacht på over 100 m eller sejlbåd på noget over 50 fod.
Der er hektisk aktivitet på mange af de store sejlskibe, for der er ræs ovre ved Saint Barth. Der ligger også mange motorbåde i havnen, og her er en som iagttageren selv må afgøre om vedkommende synes er pæn.
Et par Volvo Ocean både er der også plads til.
Det var så den største sejlbåd der lå i havnen, over 150 fod og med en mastehøjde over 40 m. Der er en gennemsejlingsåbning ved broen på 11 m, og klappen når kun op til mellem 1. og 2. salling. 
Denne yacht skulle også med ud.
Ovenfor er der nogle få billeder, der viser hvordan orkanen Irma har hærget Saint Martins hollandske del og der ligger stadig mange både i vandet som ikke kan reddes, men kun skal destrueres. Selv beton kajer er ødelagt og må genopbygges, og næsten alle hoteller er som byggepladser, da de er gabende tomme og uden tage. Det er tankevækkende hvorledes naturen kan smadre et samfund på få øjeblikke, når et monster af Irmas kategori farer hen over øen.
Den 19. marts 2019
Vi har besluttet at forlade den hollandske del af Saint Martin, og sejler ud sammen med de andre både gennem broen.
Udenfor broen lå denne sejlbåd, som var lidt større en de andre, med 6 sallinger, som også var på vej mod Saint Barth.
Vi har nu sejlet 9 sm, og er kommet over på den franske side af Saint Martin, og vi har lagt anker i Bay Du Marigot, og som det ses på billederne, så er vandet helt ubeskriveligt, 28 grader og helt klart, så nu skal der bades. Det er som at ligge i en stor swimmingpool. Her er også en del skildpadder, der lige stikker hovedet op ad vandet. Skønt syn, som man ikke kan få nok af. Vi skal endvidere have fyldt vores maddepoter, for nu er vi jo i Frankrig og madvarerne er meget bedre her og udvalget meget større.
Ifølge legenden blev grænsen på Saint Martin fastsat ved at en nederlænder og en franskmand stod ryg til ryg ved Oysterpond på østkysten. Franskmanden skulle gå nordover og nederlænderen sydover og fortsætte langs kysten indtil de mødtes. Den nederlandske side er mindre, angiveligt på grund af at nederlænderen enten var for fed, langsom eller drak gin, mens han gik. Eller af alle tre grunde
Så er det tid igen til at opdaterer vores hjemmeside, som har ligget stille lidt for lang tid. Vi havde jo regnet med, at vi kunne bruge vores 3, men der havde vi brugt for meget data, så den var lukket. Så nu skal vi igen på restaurant for at skrive, og det koster jo, når der også skal spises frokost, en god ret og en god øl/glas vin.
Billederne af ødelæggelserne på den franske side af Saint Martin taler for sig selv.
Her er det så deres stadion som er ødelagt.
Det er da noget af et budskab - Life is too short to sink.
Når vi ligger for anker lægger vi ofte flere waypoints ind på plotteren, hvor skibet ligger og svejer, så vi kan kontrollere om ankeret holder, og det gør det altid, på nær 1 gang hvor vi ikke havde lagt nok kæde ud.
Så er dømt råhygge i cockpittet, med salat og hakkebøffer med bløde løg. Det er rat at der ligger en Super U inden for gå afstand fra dinky broen.
Den 25. marts 2019
Vi havde besluttet at sejle til Anse Marcel Marina, for denne havn skulle være et hurricane hole, hvor både kan ligge sikkert, hvis der kommer en orkan forbi. Det var ikke tilfældet, da Irma gik hen over øen, for hele havnen og alle hoteller var totalt ødelagt, og vi var den eneste gæstebåd i havnen.
Der skulle have været et supermarked i byen som var væk, men der var et udsalg på havnen, hvor vi kunne købe et sandwich brød, og ikke meget mere. Der var en strandrestaurant som var genåbnet, men der var kun åbent til frokost, ellers et hyggeligt sted, hvor vi nød et glas. Aftensmaden stod derfor på nødration, forloren skildpadde.
Den 26. marts 2019
Vi besluttede at vi ville forlade havnen igen dagen efter, og afregnede med havnefogeden, som ville have 43 EUR for opholdet, hvor broen var bundet til land med et par stykker tov, ingen vand, ingen strøm, toilettet var lukket og der var ingen bad, men masser af larm fra håndværkere som genopbyggede hoteller fra morgen til sen aften. Vi fik derfor et nedslag i prisen på 10 %!!!
For at komme ind og ud af havnen skal man gennem denne kanal, hvilket gør, at man ligger helt roligt inde i havnen uden bølger.
Her ligger strandrestauranten flot ud til bugten, med meget klart vand.
Nu er vi så på vej tilbage til Bay Du Marigot, hvor der er bølger men handlemuligheder.
Vi har besluttet, og det er ikke svært, at spise på en af de lokale restauranter, hvor menuen stod på kæmperejer i hvidløgssovs.
Vi er blevet enige om, at vi ikke sejler til BWI af flere årsager, dels ønsker vi ikke at se flere ødelagte havne og byer og dels for at undgå at blive tvunget til at sejle 90 sm i modvind, når vi skal tilbage mod Antigua. Derfor sejler vi inden for de nærmeste dage mod syd og mod St. Barth.
Der hvor de er færdige med at renoverer, er bygningerne pæne, og oven over Marigot ligger borgen som blev påbegyndt i 1631 af hollænderne.
Her var der fri Wi Fi på restauranterne, så de blev frekventeret under vores ophold her i Marigot.
Hver dag var der marked lige hvor alle dinkyerne kom ind hver dag for at handle, og Edel fik købt sig en stor flot konkylie hos de herre i baggrunden.
Den 29. marts 2019
Så er det tid til afsked med det dejlige grønne og varme vand, og i morgen går turet mod Saint Barth.
Den 30. marts 2019
Vi passerer her østkysten af Saint Martin, og vinden har vi hele tiden lige forfra, så sejladsen foregår for motor.
Der skal bades undervejs, og farven på vandet er så flot.
Lige før vi kommer til Saint Barth, passerer vi Ile Fourchue, som er en god ankerplads lige før Saint Barth.
Saint Barth er et sted, hvor mange af de største yachts kommer til, hvilket vi også kunne konstatere, da vi ankom til øen.
Denne ø adskiller sig meget væsentligt fra alle de andre øer vi har været på, for her er næsten alle de kendte modebutikker repræsenteret i Gustavia, og ingen boder, hvor de lokale sælger varer. Der er meget få farvede her i forhold til resten af Caribien.
Saint Barth har været underlagt Sverige fra Øen blev givet til Sverige i 1784 af England i bytte for handelsrettigheder i Gøteborg. Efter folkeafstemning i Sverige i 1877 gav Sverige øen tilbage til Frankrig i 1878, hvorefter den blev administreret som en del af Guadeloupe. Ved folkeafstemningen i 2003 på Saint Barth søgte øboere adskillelse fra Guadeloups administrative jurisdiktion, og den blev endelig gennemført i 2007, hvilket har givet øen en vis grad af selvstyre. Som det ses er vejskiltene skrevet både på fransk og på svensk.
Der er temperaturen på vandet uden for havnen på Saint Barth. Det er jo ikke for at man fryser, når man ligger i vandet, men at man ikke har lyst til at være i vandet længere, eller da Edel opdagede at der var rokker ved bunden 9,9 m nede, så vups var hun oppe. Da jeg var ude for at kontrollere ankret med snorken og svømmefødder, var der 3 pænt store Barracudaer som svømmede rundt om linen til ankerbøjen og ved bunden var der 6-7 mindre rokker.
Den 31. marts 2019
Der skal nok kigges godt efter, for det er kanoner der stikker ud fra Fort Gustavia, og som navnet antyder er det bygget af svenskerne, da de havde herredømmet over øen. Det hvide er en vejrstation midt i borgen, HMMM!!
Her har vi et kig ind mod havnen fra ankerpladsen uden for havnen. Som havn er den meget mangelfuld, og det er kun de store yachter, der må komme ind, små både skal ligge og rulle rundt i dønningerne. 
Der ligger mange både udenfor havnen, og dybden er omkring 10 m, så der skal lægges 50 m kæde ud. Til gengæld er det muligt at se, hvordan ankret ligger i bunden med snorkel og dykkerbriller, da vandet er så klart, at man kan se 10 m ned.
Den 1. april 2019
Der var en stor skildpadde som besøgte os tit, men den nåede desvørre at dykke hovedet ned under vandet før billedet blev taget.
Disse 4 billeder skal ses i et sammenhæng, for landingsbanen ligger lige bag vejen, så flyene kommer lige hen over bilerne når de lander. Denne lufthavn er kun for små propelfly med op til ca. 12 passagerer.
Her ligger vi så om eftermiddagen uden for havnen, og inden for de næste timer kommer der mange flere skibe ind til ankerpladsen. 
Det er så billeder fra vores sidste aften ud for Saint Barth, og som det ses går solen flot ned over det Caribiske hav. Vi regner med at stå op klokken 05.15 i morgen tidlig, så vi kan sejle ud ved daggry, da vi har 70 sm til Antigua og vinden kommer ind foran for tværs med op til 9 m/s og lidt mere i stødene. Vi forventer at være på Antigua inden mørkets frembrud kl. 19.00. Alternativt må vi sejle til St. Kitts, hvis vinden går os imod.